Tour de France

Bahrain-McLaren fortryder intet - lover nye overraskelser på dagens etape

Bahrain-holdet ville ikke bare sidde i feltet og se til, mens løbet udfoldede sig på 17. etape. De satte sig frem, og det vil de gøre igen torsdag.

Det rød-orange hold satte sig pludseligt i front, da favoritfeltet ramte Col de la Madeleine-stigningen på onsdagens 17. etape i Tour de France.

Bahrain-McLaren, der er anført af spanieren Mikel Landa, ville ikke bare følge med og lade tingene stå til. De ville udfordre Jumbo-Visma-holdet og de øvrige favoritter, og derfor satte de sig frem og øgede tempoet.

Men da Mikel Landa havde opbrugt hele sit hold og selv skulle i aktion på Col de la Loze, hvor etapen sluttede på toppen, var benene desværre ikke, som spanieren havde håbet. Han kunne ikke følge med, da flere af de andre favoritter øgede farten.

På trods af det er Bahrain-mandskabet tilfredse med holdindsatsen, der viste, at de stadig er med i Touren.

- Vi gav den et skyd. Rytterne – og især Mikel – var klar til at tage chancen. Vi kunne have sat os bag favoritterne, og så havde resultatet været det samme, siger teamchefen Rod Ellingworth til Cyclingnews.

- Så jeg er super glad for måden, rytterne kørte på, og alle spillede en stor rolle. Vi ville ikke bare sidde der og køre med. Mikel kæmpede, og han kommer helt sikkert til at være skuffet, men han lukkede hullet en smule til Rigoberto Uran, imens de andre ser ret stærke ud.

Mikel Landa er efter etapen stadig nummer 7 i klassementet, 4 minutter og 18 sekunder efter Primoz Roglic, der øgede sit forspring. Landa har næsten tre minutter op til Miguel Angel Lopez, der er ny mand på tredjepladsen.

Der vil vi også prøve at lave en overraskelse. Det kommer til at blive svært, men vi har en mulighed mere

Pello Bilbao om torsdagens 18. etape

Planlagde det hele i bussen

Selvom Bahrain-holdet satte sig frem Col de la Madeleine, der var etapens første af to stigninger udenfor kategori, var planen ikke, at han skulle angribe der.

Det hele handlede om, at holdet skulle sættes pres på, så der kunne ske en udskilning.

Selvom forsøget mislykkedes, har holdet fået blod på tanden. Pello Bilbao advarer allerede nu de andre favoritter om, at de kan finde på at lave samme nummer igen torsdag.

- Vi planlagde det hele i bussen, og det gik ret godt. Men det er klart, at Touren er Touren, så rivalerne er også stærke. I morgen (torsdag, red.) vil vi også prøve at lave en overraskelse. Det kommer til at blive svært, men vi har én mulighed mere, siger Bilbao.

Torsdag skal rytterne over fem kategoriserede stigninger, inden der skal findes en etapevinder i La Roche-sur-Foron.

Du kan læse mere om etapen her: