Tour de France

Derfor kørte Roglic-løjtnant fra sin kaptajn

Primož Roglič forklarer, at han lod Sepp Kuss angribe, da sloveneren dermed bedre kunne overvåge situationen i finalen på 17. etape.

- Der er han ved at dumme sig. Nu skal Jumbo-Visma lige tænke sig om.

Sådan lød det fra TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen under kommenteringen af 17. etape i Tour de France. Eksperten hentydede til, at løbets førende rytter, Primož Roglič, lod sin holdkammerat Sepp Kuss angribe, selvom de længe havde været i gang med finalen.

Roglič forklarer nu, at det var ham, der beordrede angrebet.

- Jeg talte med Kuss lige inden, han angreb. Jeg sagde til ham, at han skulle køre. Derfor ville de andre være nødt til at køre efter ham, og jeg kunne have et bedre overblik over, hvad der skete, forklarer Roglič ifølge VeloNews.

- Jeg så, at de andre ryttere omkring mig kæmpede, og jeg kunne angribe, og så var Kuss fremme og kunne hjælpe. På den stigning tæller hver en meter, og hver meter, hvor du bare har én, der kan hjælpe dig, er velkommen.

Da jeg vidste, at jeg kørte over min grænse, slap jeg og forsøgte at hjælpe Primož

Sepp Kuss

'Det virker mærkeligt'

Den amerikanske hjælperytter fik i første omgang et hul til de øvrige favoritter i finalen, men kort efter angrebet stormede Astanas Miguel Ángel López op til amerikaneren.

Derfor sad Roglič nu isoleret med Tadej Pogačar og Richie Porte, og det forstod TV 2 SPORTs ekspert ikke meget af.

- Hvis Sepp Kuss er så godt kørende, er det måske bedre, at han bliver siddende ved Roglič, hvis Pogačar skulle slå hullet. Det virker lidt mærkeligt, det de er i gang med, sagde Chris Anker Sørensen.

Forsøgte at hænge på López

Sepp Kuss bekræfter netop til VeloNews, at han følte sig på toppen, og derfor forsøgte han at komme afsted.

- Jeg sad i front, og jeg accelererede hen over toppen på et af stykkerne, men pludselig kom López op til mig. Jeg forsøgte at blive hos ham, men han var virkelig stærk. Da jeg vidste, at jeg kørte over min grænse, slap jeg og forsøgte at hjælpe Primož med det, jeg havde tilbage, forklarer Sepp Kuss.

Miguel Ángel López vandt etapen, da han kom i mål 15 sekunder foran Primož Roglič. Sepp Kuss kom i mål på en fjerdeplads, 56 sekunder efter López.

Der blev rystet godt og grundigt rundt i klassementet op ad Col de la Loze. Video: Magnus Stig Christensen