Tour de France

Sportsdirektør smidt ud af Tour de France

Jumbo-Visma har mistet en af sine sportsdirektører i årets Tour de France. Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Det hollandske storhold Jumbo-Visma må klare sig uden Merjin Zeeman i resten af den franske Grand Tour.

Jumbo-Vismas sportsdirektør Merijn Zeeman er blevet smidt ud af Tour de France.

Zeeman er blevet straffet for truende og upassende opførsel over for et UCI-medlem under et cykeltjek efter 17. etape.

Holdet har foruden straffen også fået en bøde på 14.000 danske kroner.

Merijn Zeeman er meget overrasket over, hvad han læste i Tourens officielle kommuniké.

- Jeg vil tale med juryens præsident, før jeg kan udtale mig yderligere. I går skete der noget med cykel-tjekket, og i morges fik jeg besked om, at jeg ikke længere var velkommen til de tjek. Men nu hvor jeg læser kommunikéet, kan jeg læse noget andet, siger Zeeman ifølge Telegraaf.

Holdet fører i øjeblikket løbet med slovenske Primoz Roglic. Han har 57 sekunder ned til Tadej Pogacar, som ligger nummer to.

Stjerne straffes også

Også holdets luksushjælper Wout van Aert har fået en straf. Det er sket efter 18. etape.

Han skulle angiveligt have fået hjælp af en bil undervejs til at komme tilbage til en foranliggende gruppe. Det er imod reglementet.

Merijn Zeeman kommer ikke til at hjælpe sit hold mere i årets Tour de France.

Derfor har han fået en straf på ti sekunder i klassementet. Han har også fået fratrukket fire point i kampen om den grønne trøje. Og så har forseelsen kostet ham fire bjergpoint.