Tour de France

Sprinter i uventet rolle - stjal bonussekunder på bjergetape

Jumbo-Visma-holdet sendte sprinteren Wout van Aert frem foran kaptajnen, da der blev kørt om fire bonussekunder på målstregen på 18. etape.

INEOS-holdkammeraterne Michal Kwiatkowski og Richard Carapaz havde taget sig af første- og andenpladsen på 18. etape, hvorefter favoritfeltet skulle køre om tredjepladsen.

Netop tredjepladsen giver fire bonussekunder, som især førsteudfordreren i klassementet, Tadej Pogacar, kunne bruge til noget.

Men i stedet for at Primoz Roglic i den gule førertrøje skulle køre mod Pogacar om sekunderne, blev den utrolige Jumbo-Visma-sprinter Wout van Aert sendt af sted.

En sprinter, der efter en lang og hård bjergetape altså sad med blandt favoritterne til sidst.

- Jeg var fuldstændig ødelagt. Da de satte tempo på den sidste stigning, måtte jeg slippe, men holdet sagde til mig, at jeg skulle fortsætte, siger Wout van Aert.

- Jeg skulle stadig spurte for at tage bonussekunderne fra rivalerne.

Den sikre løsning

Holdet fjernede altså risikoen for, at Pogacar skulle slå Roglic i spurten og dermed vinde fire sekunder på sin slovenske landsmand.

Alt sammen takket være van Aert.

- Wout er helt fantastisk, siger holdets stærke hjælperytter Tom Dumoulin.

Han understreger, at Wout van Aert alene mand sørgede for at hale Mikel Landa tilbage i favoritgruppen, da han stak af på den sidste stigning.

Dumoulin faldt også fra, da Pogacar satte et angreb ind, men han og Wout van Aert kørte sig tilbage, og så kørte Dumoulin til sidst et leadout for belgieren, så han altså kunne tage sig af bonussekunderne.

- Jeg tror godt, Primoz kunne have taget bonussekunderne, men det var meget sikrere at lade Wout stjæle dem for næsen af Pogacar. Det her var endnu en stor holdpræstation, siger Dumoulin.

Tæt på Tour-sejr

Dermed er Primoz Roglic fortsat komfortabelt foran i klassementet, hvor han med tre etaper tilbage har 57 sekunder ned til Pogacar.

- Det her var endnu en fantastisk holdindsats. Vi sad, hvor vi skulle, hele dagen, og vi var konstant i kontrol, siger Primoz Roglic.

- Vi er én dag tættere på Paris, men jeg ser ikke mig selv som vinder endnu.

Fredag skal rytterne ud på en relativt flad etape, før det hele skal afgøres på en bjergenkeltstart lørdag med mål på La Planche des Belles Filles.