Cykling

Stjerner fik cykelløb neutraliseret: - Forhindrede en katastrofe

Lotto Soudals Philippe Gilbert tog initiativ til at få 2. etape neutraliseret efter flere farlige episoder. Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Et stjernebesat cykelfelt har været udsat for farlige episoder i etapeløbet Luxembourg Rundt.

Parkerede busser og biler fylder halvdelen af vejene, og der bliver kørt almindelig trafik mellem felt og udbrud.

Det er betingelserne for cykelrytterne efter de første to etaper af etapeløbet Luxembourg Rundt. Og det er langt fra optimale vilkår for et løb af en kaliber, der tiltrækker stjerner som Philippe Gilbert, Mark Cavendish, John Degenkolb og Arnaud Demare.

Hvis vi fortsætter som nu, vil der blive alvorlige ofre. Vi forhindrede en katastrofe

Jasper Philipsen, UAE Emirates

Derfor fik rytterne nok, da en Skoda 20 kilometer inde på onsdagens 2. etape skabte en farlig situation for de hårdtprøvede ryttere.

- Pludselig er der en Skoda på vej ud fra en lille sidevej. Den er nærmest på vej midt ud midt i fronten af feltet og halvvejs ude på hovedvejen. Der er ikke nogen, der står og sørger for, at der ikke er biler, der kan komme ind på ruten, siger danske Jacob Hindsgaul, der kører løbet for norske Uno-X Pro Cycling Team, til TV 2 SPORT.

Stjerner fik etape neutraliseret

Den absurde situation, som heldigvis ikke fik nogen ofre, var ifølge Hindsgaul blot én af mange farlige objekter langs vejen på de to etaper.

- Det er stressende. Og jo tættere vi nærmer os mål, jo mere hektisk bliver det. Ind mod finalen på 1. etape var der bare biler parkeret i højre og venstre. Alle vil jo frem ude i siden af vejen, og det er jo lidt et lotteri, om man pludselig hamrer ind i bagenden af en BMW, der holder parkeret i siden ud ad en snoet vej.

Derfor tog to af de mest rutinerede ryttere i feltet ifølge danskeren ansvar. Philippe Gilbert og John Degenkolb fik feltet til at stoppe med at cykle for at protestere over de uacceptable betingelser.

Det fik kommissærerne og arrangørerne til at gå med til at neutralisere de næste 80 kilometer af løbet, inden der igen blev åbnet for cykelløbet på de sidste 42 kilometer af etapen, som den franske sprinter Arnaud Demare vandt.

Jacob Hindsgaul fortæller, at der trods de vilde forhold, som overgår alt, han har oplevet før i et så anerkendt cykelløb, endnu ikke har været alvorlige uheld.

Selv var han dog tæt på at blive et offer for parkerede biler langs vejen.

- Jeg snittede et sidespejl, mens jeg prøvede at komme frem. Så det var bare virkelig farligt.

Fortsætter det sådan, går det galt

Nu håber Hindsgaul og resten af feltet, at der kommer styr på sagerne inden torsdagens 3. etape. Og hvis der ikke gør, er de klar til at tage den yderste konsekvens og trække sig fra løbet, fortæller den belgiske sprinter Jasper Philipsen fra UAE-mandskabet.

- Jeg vil ikke risikere mit liv i Luxembourg Rundt. Hvis vi fortsætter som nu, vil der blive alvorlige ofre. Vi forhindrede en katastrofe, siger han til Sporza.

Det er Jacob Hindsgaul enig i.

- Hvis det fortsætter sådan, skal der nok være nogen, der havner oppe i bagruden på en bil eller noget i den stil. Det bliver svært at undgå, siger den 20-årige dansker.

Hvis alt går efter planen, er der tre etaper tilbage i etapeløbet, som italienske Diego Ulissi fører.