15. etape | Mos > Puebla de Sanabria | 5. november

16x9
15. etape, Vuelta a España 2020 Foto: lavuelta

Chris Anker Sørensen leverer analyse og tilføjer sine favoritter til etapesejren dag for dag.

Favoritter

***** Luis Leon Sanchez

**** Tim Wellens

*** Andrea Bagioli, Rui Costa

** Omar Fraile, Michael Valgren , Michael Woods

* Alex Aranburu, Robert Stannard, Rob Power

Det første jeg tænkte, da jeg så etapen

En etape skræddersyet til udbrud.

Nøglepunkt

Alto de Padornelo, der er 18 km til mål fra toppen, så det er ikke længere, end at du godt kan holde udbrudskollegaerne bag dig.

Ruten

Det er Vueltaens længste etape, og der er ikke en flad kilometer undervejs. Så uagtet hvordan etapen bliver kørt, kommer det til at være en krævende etape for alle. Jeg kunne sagtens forestille mig en situation, hvor et stort udbrud kører, og det får lov at holde hjem med mange minutter.

Det er en hård etape at kontrollere for et hvilket som helst hold. Derudover er der kun 18 km hjem fra sidste stigning, så det kan vise sig at være skønne spildte kræfter, selvom de skulle få hentet udbryderne, for hen over denne kan en ny gruppe køre afsted. Samtidig er der jo også risikoen for, at sprinteren bliver sat. Så kan jeg ikke forestille mig, at der er et sprinterhold, der vil forsøge at kontrollere i dag.

Selvom der som sagt er mange højdemeter undervejs, kan jeg ikke lige se, hvordan klassementsfolkene skal udnytte dem. For stigningerne undervejs er ikke voldsomt stejle, og der er ikke et oplagt sted til angreb. Dermed handler det for dem om at komme igennem så relativt let som muligt inden de sidste to afgørende dage.

Let bliver det dog ikke i starten for nogen. Det kommer højst sandsynligt til at tage rigtig lang tid, inden udbruddet får slået hullet.