17. etape | Sequeros > Alto de La Covatilla | 7. november

16x9
17. etape, Vuelta a España 2020 Foto: lavuelta

Chris Anker Sørensen leverer analyse og tilføjer sine favoritter til etapesejren dag for dag.

Favoritter

***** Primoz Roglic

**** Richard Carapaz

*** Hugh Carthy, Sepp Kuss

** Enric Mas, Daniel Martin

* Marc Soler, Esteban Chaves, Aleksandr Vlasov, Wout Poels

Det første jeg tænkte, da jeg så etapen

Nu skal det hele afgøres på en etape med masser af højdemeter.

Nøglepunkt

Den afsluttende stigning op til Alto de la Covatilla. Jeg har svært ved at se favoritterne angribe før den.

Ruten

Selvom dagen starter rart for de tunge folk med omkring 25 km svagt nedad, så er resten af etapen ikke rar for dem. Seks kategoriserede stigninger plus masser af bonusstigninger. Meget af dagen er også på snørklede veje, hvor der ikke er meget tid til at slappe af på.

Hvis du har et stærkt hold, kan du virkelig gøre livet surt for resten af feltet ved at sætte hårdt tempo. Både opad, men også nedad og især efter nedkørsler, når feltet er strakt helt ud. På den måde kan du trætte dine konkurrenter, men især også deres hjælpere.

Det er sidste etape, hvor der kan gøres en forskel, og dermed kommer vi til at se angreb. Selvom der er masser af højdemeter undervejs, og der ikke er langt fra toppen af Alto de la Garganta, så tror jeg ikke, de store favoritter rører på sig her. Den er lidt over 13 km lang, men ikke voldsomt stejl, og dermed er det altså svært at gøre forskellen, hvis de andre hold fortsat er ret mange. Men Alto de la Covatilla er også rigeligt med bjerg til, at man kan ændre på tingenes tilstand.

Den er reelt 20 km lang, men det er de sidste 8 km, der er rigtig hårde. Med mange dages cykelløb i benene kan vi komme til at se store forskelle. Også større end i 2018, hvor Ben King vandt fra udbrud, og der var 20 mand inden for et minut blandt favoritterne. Med til historien skal det lyde, at etapen lå i første halvdel af løbet.

Én ting er helt sikker: Hvis du ikke har førertrøjen og har noget tilbage i benene, kan du ikke vente længere.