Søren Kragh bliver hyldet for genistreg i udbrud, hvor der "kun var store stjerner"

Mads Würtz Schmidt så en helt bestemt ting på 19. etape, som gjorde, at Sunweb-rytteren kunne vinde.

Søren Kragh Andersen har gjort det igen.

På 19. etape kørte han nok en gang alene over målstregen i årets Tour de France. Han vandt dermed sin anden etapesejr i 2020-udgaven.

Igen fandt danskeren det helt rigtige moment, da han stak af fra en udbrydergruppe med knap 15 kilometer til mål.

Og Mads Würtz, der kører for Israel Start-Up Nation, mener, at det særligt skyldtes én ting.

- Det var langt udefra, men han så, at der ikke var så mange hjælperyttere. Det er kun store stjerner.

- Store stjerner vil alle sammen vinde selv, så de kan ikke arbejde sammen. Det lukrerede Søren på og kørte væk på det rigtige tidspunkt, hvor de alle sammen sad i det røde felt.

Perfekt timing fra danskeren. Video: Magnus Stig Christensen

"Jeg garanterer, at han vinder flere"

Mads Würtz var i det hele taget vildt imponeret over Kraghs etapesejr.

- For det første har Søren hovedet, og så har han også kongeben – ellers laver man ikke sådan et nummer der. Det var sindssygt flot kørt, lyder rosen.

Men han er langt fra den eneste, der er fyldt med lovprisninger. Du kan læse de store ord fra eksperterne herunder:

Rolf Sørensen lover flere danske etapesejre i Tour de France.
Rolf Sørensen lover flere danske etapesejre i Tour de France. Foto: Ida Guldbaek Arentsen / Ritzau Scanpix

Rolf Sørensen

Ekspert på TV 2 SPORT

- Jeg vil godt garantere, at han vinder flere Tour de France-etaper i fremtiden. Det kan han simpelthen ikke undgå med den pakke, han har.

Chris Anker Sørensen ser frem til klassikerne senere på året.
Chris Anker Sørensen ser frem til klassikerne senere på året. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Chris Anker Sørensen

Ekspert på TV 2 SPORT

- Det er vanvittigt. Sikke en cykelrytter han er. Det var fedt at se. Jeg glæder mig allerede til at se ham i klassikerne: Flandern Rundt og Paris Roubaix. Han har virkelig høstet meget selvtillid.

Lars Bak kalder Kraghs præstation for
Lars Bak kalder Kraghs præstation for "helt outstanding". Foto: TV 2 SPORT

Lars Bak

Ekspert på TV 2 SPORT

- Jeg er dybt, dybt imponeret af Søren. Det var virkelig flot. Igen viste han, at han er den bedste i fuld finale med klassikerryttere som Oliver Naesen, Matteo Trentin og Peter Sagan. Han kørte bare fra dem.

- Han var overbevisende. De sidste ti kilometer var der ikke nogen diskussion om, hvem der ville vinde. Han var outstanding, og det, han lavede her, var verdensklasse.

Henrik Jul Hansen har store forventninger til Søren Kragh i Flandern Rundt.
Henrik Jul Hansen har store forventninger til Søren Kragh i Flandern Rundt. Foto: TV 2 SPORT

Henrik Jul

Ekspert på TV 2 SPORT

- I den her nye tid er det fuldstændig enestående, det, han lavede. Det er en kopi af den etape, som han vandt i Lyon. Han lurerede lige på, at de sad og kiggede på hinanden, og så smuttede han rundt på indersiden af dem.

- Hans store mål her i efteråret er Flandern Rundt, som kommer i næste måned. Det kan vi sagtens sætte næsen op efter, at han også vinder.

Flandern Rundt køres 18. oktober, mens Paris-Roubaix afvikles en uge efter.