Tour de France

Van Aert vil jagte pointtrøjen i fremtiden – men det kræver én ting

Den belgiske komet håber på, at han i fremtiden kan få lov til at køre efter pointtrøjen i Touren. Men det bliver først, når hans hold også vil.

Han har været blandt de hurtigste i feltet, når han har fået lov til at spurte med.

Derfor kunne man tro, at den grønne pointtrøje var et oplagt mål for belgiske Wout van Aert, der har hentet to etapesejre i dette års Tour de France.

Jumbo-Visma-rytteren bekræfter da også, at han gerne vil forsøge at jagte trøjen i fremtiden, men det kræver, at holdet også er med på den.

- Den grønne trøje bliver et af mine mål i fremtiden. Men det er hårdt arbejde at fokusere den på i tre uger. Du kan se, hvor meget BORA-hansgrohe og Quick-Step bruger af energi på det. Det kræver et holdarbejde. Jeg vil fokusere på det, når holdet også kan. Det vil helt sikkert ske i fremtiden, siger Wout van Aert til TV 2 SPORT.

Selvom belgieren er 25 år gammel, ser han ikke sin udvikling for slut, og han håber, at han kan blive en rytter, der kan mange forskellige ting.

- Jeg vil ikke vælge, og det er heller ikke nødvendigt, mener jeg. Jeg har vist, at jeg kan være en god enkeltstartsrytter, jeg kan spurte og kan køre klassikere. Det er luksussituation, og jeg vil gerne have, at det bliver ved med at være sådan.

Der må være noget vrede bag den handling fra van Aert. Video: Magnus Stig Christensen

'Kan ikke vinde en Grand Tour'

Wout van Aert har været den helt store åbenbaring efter coronapausen – ikke bare i Tour de France, men også i de andre løb i sæsonen.

Belgieren har vundet Strade Bianche, Milano-Sanremo, 1. etape i Critérium du Dauphiné, det belgiske mesterskab i enkeltstart og nu to etaper i Tour de France.

Man fristes til at tro, at der ingen grænser er for 25-årige Van Aert. Men grænserne er der, hvis man spørger hans personlige træner, Marc Lamberts.

- Kan han vinde en Grand Tour? Nej. Når det kommer til løb som Tirreno-Adriatico (italiensk etapeløb, red.) uden lange og stejle stigninger, som Greg van Avermaet vandt i 2016, vil jeg sige ja. Men Giro, Tour, Vuelta? Absolut ikke, siger træneren til avisen Het Laatste Nieuws.

Så længe Jumbo-Visma har klassementsambitioner i Tour de France og har ryttere som Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Steven Kruijswijk på holdet, virker det ikke sandsynligt, at belgierne kan få lov til at bruge flere kræfter på at spurte om den grønne.

For et år siden vandt Wout van Aert for første gang en etape i Tour de France, da han i sin debut i det franske etapeløb vandt 10. etape. Nu har han vundet tre. I 2018 fik de danske cykelfans Wout van Aert at se på tætteste hold, da han vandt PostNord Danmark Rundt.