Tour de France

Chris Juul indfriede delmål: - Et eller andet skal man køre efter

Christopher Juul-Jensen står inden Tour de Frances sidste etape til at ende i top-100, og det tænkte han på undervejs på lørdagens enkeltstart.

Nummer 101 eller 100.

Det ser bare lidt bedre ud at være blandt de 100 bedste Tour-ryttere i klassementet. Det mener danske Christopher Juul-Jensen i hvert fald.

Den danske Mitchelton-Scott-rytter var inden lørdagens enkeltstart placeret lige inden for top-100 i klassementet, og derfor havde han lidt ekstra motivation end blot at komme i mål inden for tidsgrænsen.

- Jeg kunne se, at jeg var cirka halvandet minut efter at komme i top-100. Jeg ligger nummer 101. Et eller andet skal man prøve at køre efter. Nu må vi se, om det lykkes, sagde Christopher Juul-Jensen til TV 2 SPORT, umiddelbart efter han var kommet i mål.

Det lykkedes. Den 31-årige dansker indfriede sit lille delmål. Han kørte over to minutter hurtigere end norske Boasson Hagen, som inden 20. etape var nummer 99 omkring halvandet minut foran sin nordiske kollega.

Juul-Jensen kunne dog måske have bevæget sig længere op i klassementet, hvis han for alvor var ude på at teste sig selv.

- Jeg kørte mig ikke fuldt ud. Men 20. etape – så skal der ikke meget til, før det føles, som om man kører sig fuldt ud. Specielt ikke med sådan en seks kilometer opad til at slutte af med.

- Lidt vemodigt

Udover delmålet med at ende i top-100 har de danske Tour-ryttere ofte en indbyrdes kamp, ”danskerkampen”.

Efter Søren Kragh Andersens etapesejr fredag kan man argumentere for, at Juul-Jensen havde noget at bevise i det regnskab. Det var dog ikke noget, han tænkte over undervejs.

- Der er altid en danskerkamp, men den tabte jeg vist i går. Det er også et spørgsmål om at komme godt igennem og nyde det. Det er også lidt vemodigt, når løbet lakker mod enden.

Christopher Juul-Jensen er tæt på at gennemføre sit tredje Tour de France ud af lige så mange deltagelser. I 2019 endte han som nummer 112, og tre år inden blev det til 119.-pladsen i sin debut.

176 ryttere stillede for tre uger til start i Nice, og der er 146 tilbage i Tour de France 2020.