Tour de France

Dansk specialist forudser dilemma for favoritterne, når Touren skal afgøres

Grafik: Christoffer Laursen Hald, TV 2 TV 2/Scanpix

Vil rytterne skifte cykel, eller kører de hele vejen på enkeltstartscyklen? Det er det helt store spørgsmål forud for lørdagens afgørende tidskørsel.

36,2 kilometers individuel kamp mod uret skal lørdag afgøre årets Tour de France.

Men det bliver ikke en klassisk enkeltstart, som vi kender dem, hvor ruten er mere eller mindre flad, og gennemsnitsfarten er højere, end man må køre i i bil i et dansk byområde.

Vi ved, hvornår vi vil skifte, og vi ved, hvordan vi vil skifte

Allan Peiper, UAE Emirates

De første 30,3 kilometer er lettere kuperet, hvorefter terrænet skifter fuldstændig karakter.

Bjerget La Planche des Belles Filles danner rammen om etapens sidste 5,9 kilometer, og med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,5 bliver afslutningen en helt anden end starten.

Og netop det faktum gør, at rytterne - især dem med forhåbninger om en topplacering og drømme i klassementet - skal træffe en vigtig beslutning, inden de ruller ned ad rampen i Lure:

Skal der skiftes cykel for foden af La Planche des Belles Filles eller ej?

Martin Toft Madsen, der tre gange har vundet DM-guld i netop enkeltstartsdisciplinen, forventer, at begge løsninger bliver taget i brug.

- Der er nok en del, der skifter. Men jeg tror, der vil være nogen, der bliver på cyklen. Jeg kunne forestille mig, at nogle af de ryttere, der har det okay med enkeltstartscyklen, vil blive på den, siger den danske specialist til TV 2 SPORT.

Hvad er forskellen?

Årsagen til, at et cykelskift vil være et tema, er, at en enkeltstartscykel med sin vægt og form primært er bygget til at køre på flad vej, og derfor er det en ulempe at skulle køre opad i længere tid ad gangen på en sådan cykel.

TDF etapeprofil 20

Martin Toft Madsen udpeger her en række forskelle på en enkeltstartscykel og en almindelig racercykel, der vil få betydning på en stigning.

  • Formen er anderledes, så man sidder mere foroverbøjet og aerodynamisk på enkeltstartscyklen.
  • Der er som regel et pladehjul og et højere forhjul på en enkeltstartscykel, der er med til at øge vægten med op til et halvandet kilo.
  • Tungere gearing på en enkeltstartscykel for at holde højere fart på flade stykker.

Selvom en tungere cykel betragtes som en ulempe, når det går opad, så er det ikke umuligt at køre en god tid opad på en enkeltstartscykel. Spørgsmålet er bare, om tidstabet vil være på en acceptabel størrelse.

- Hvis man føler sig hjemme på en enkeltstartcykel, så taber man måske to procent (af tiden på en racercykel, red.), og det tager cirka et kvarter eller lidt mere at komme op. Det er noget, der ligner 20 sekunder, man taber på ikke at fortsætte, hvis man ellers har det fint med at køre på cyklen.

Men hvad vil det så koste at stoppe, hoppe af sin enkeltstartscykel, sætte sig op på sin almindelige racercykel og komme op i fart igen?

- Rundt regnet koster det cirka 10 sekunder. Der er nok nogen, der kan gøre det hurtigere, hvis de har øvet det og har nogle rigtig skarpe mekanikere. Og så er der nok nogen, der er lidt langsommere, siger Martin Toft Madsen.

Timingen er altafgørende

Men de 10 sekunder kan hurtigt ende med at koste meget mere, hvis ikke cykelskiftet løber fuldstændig problemfrit og bliver udført med den største præcision.

- Man skal måske køre 500 meter ind på stigningen, så man er nede i fart. Man vil helst undgå at bremse så meget som muligt. Bare det at bremse fra 50 ned til 0 og op igen koster hurtigt 10-15 sekunder – uden cykelskift - så derfor skal farten være lav.

- Alle hold med favoritterne skal ud og træne om morgenen og gå igennem, hvor de helt præcist vil skifte, så mekanikeren kan være helt klar til at hoppe ud af bilen med det samme, når de hopper af cyklen, siger Martin Toft Madsen.

De mange faktorer, der spiller ind i et eventuelt cykelskift i begyndelsen af La Planche des Belles Filles, gør, at det ikke er helt ufarligt på en dag, hvor få sekunder kan blive afgørende.

- Man kan hurtigt tabe 10 sekunder, hvis det ikke går helt glat, så det er selvfølgelig et risikomoment.

Reglerne fra den internationale cykelunion, UCI, foreskriver, at cykelskiftet skal ske fra følgebilen, og det er kun personale fra selvsamme bil, der må hjælpe med skiftet. Derudover skal et eventuelt hjælpende skub for at komme i gang igen stoppe efter fem sekunder.

"De fleste vil skifte"

Nogle af dem, der - ifølge Martin Toft Madsen - muligvis kan beslutte sig for at køre hele vejen til mål på deres enkeltstartscykel er Jumbo-Visma-stjernerne Tom Dumoulin og Primoz Roglic, der inden etapen er i løbets førertrøje.

Årsagen til, at den danske specialist peger på netop de to navne, er, at de tidligere har haft succes med det.

Det tager så kort tid at skifte, og det er altså en fordel

Chris Anker Sørensen

Ved VM i 2017 vandt Dumoulin guld på en lignende rute, der sluttede med en stejl stigning, og hvor en lang række ryttere valgte at skifte cykel, da de ramte bunden, kørte han videre på sin tempocykel. Men dengang var den afsluttende stigning 2,4 kortere end La Planche des Belles Filles.

For et år siden var det så Primoz Roglic, der valgte at blive på enkeltstartscyklen, da han vandt den første enkeltstart i Giro d'Italia. Her var stigningen op til San Marino dobbelt så lang, men stigningsprocenterne var ikke i nærheden af, hvad de møder på lørdagens strabadser.

Kombinationen af distancen og de høje procenter gør, at de kan beslutte sig for at gøre det anderledes denne lørdag.

- Jeg vil tro, de fleste skifter cykel, når den alligevel er så lang og stejl. Men det er ikke umuligt, at vi ser nogle af dem, der egentlig føler sig hjemme på enkeltstartscyklen, at de tager den på enkeltstartscyklen, siger Martin Toft Madsen.

Også Chris Anker Sørensen, der er ekspert på TV 2 SPORT, hælder til, at der bliver skiftet cykel, når de kommer ind på La Planche des Belles Filles.

- Jeg tror, at de skifter. Det ville jeg nok også gøre. Det tager så kort tid at skifte, og det er altså en fordel. Den almindelige cykel er lettere. Du kan lave et lettere setup, så du ligger lige omkring den her minimumsvægt.

Tegner til, at klassementet vil skifte cykel

Inden fredagens 19. etape blev flere ryttere og sportsdirektører spurgt ind til, hvad strategien kommer til at være, og selvom der på det tidspunkt var over et døgn til starten på den afgørende 20. etape, havde flere hold allerede planen klar.

Et af de hold var UAE Emirates, der kører for 22-årige Tadej Pogacar, der inden etapen indtager andenpladsen i løbet.

- Vi planlægger at lave et cykelskift. Vi har været der og lavet nogle simuleringer, så vi er fortrøstningsfulde i forhold til, at et cykelskift er det rigtige for os, siger sportsdirektør Allan Peiper.

- Alle hold har hver sin måde at gøre det på. Vi ved, hvor vi vil skifte, og vi har arbejdet på, hvordan vi vil skifte. Nu skal vi bare sørge for, vi gør det problemfrit, siger sportsdirektøren videre.

Også Trek-Segafredos Richie Porte, der er nummer fire i klassementet, har et cykelskift i tankerne.

- Jeg vil skifte cykel, fordi det giver god mening. Det er en hård stigning, og det vil være hurtigere på en landevejscykel.

Danske Søren Kragh Andersen, der ikke spiller nogen rolle i klassementet, men som tidligere har kørt sig til topresultater på enkeltstarter i Tour de France, regner ikke med at skifte cykel.

- Jeg skifter ikke cykel. Jeg føler mig okay kørende opad på min enkeltstartscykel. Men jeg tror, at klassementsfolkene gør det, siger danskeren til TV 2 SPORT og tilføjer, at det skyldes, at holdet har en meget let cykel til kampen mod uret.

Uanset hvilken løsning, rytterne vælger, skal de først og fremmest håbe på at have diamanter i benene, når de kommer ind på La Planche des Belles Filles, der debuterede i Tour de France i 2012 og nu er med for fjerde gang.

For ikke nok med, at den i gennemsnit stigningsprocent er på 8,9, så er der enkelte steder, hvor procenterne når over 20 - heriblandt på de absolut sidste meter op til målstregen.