Tour de France

Roglic hylder Pogacar: - En fantastisk præstation

Selvom Roglic led et af karrierens største nederlag på lørdagens etape, var han mand nok til at hylde den unge Pogacar.

Primoz Roglic måtte lørdag erkende, at en anden slovener var bedre.

Tadej Pogacar udraderede alle på 20. etapes enkeltstart og overtog den samlede føring fra sin landsmand.

Men der var ingen sure miner fra Roglic efter etapen. Tværtimod.

- Det var en fantastisk stærk præstation, han viste. Han fortjente virkelig at vinde, lød det fra Primoz Roglic, der afbrød Pogacars vinderinterview for at sige "kæmpe cadeau" til sin yngre landsmand.

Tadej Pogacar skal nu kun holde sig på cyklen på 21. etape, som er kendt for sine omgang i hjertet af Paris, for at vinde Tour de France.

Mistede sin styrke

Primoz Roglic havde inden etapen et forspring på 57 sekunder, men det blev mindre og mindre, som etapen skred frem.

Ifølge ham selv skyldtes det, at han var løbet tør for kræfter.

- Jeg kunne ikke køre hurtigere. Det er, som det er. Jeg kunne ikke træde hårdt nok. Det var bare sådan.

- Jeg mistede mere og mere af den styrke, som jeg havde brug for. Jeg gav den alt, hvad jeg havde, helt til det var slut, siger Roglic.

Trods den store skuffelse havde han alligevel overskud til at fokusere på det positive.

- Jeg kan stadigvæk være glad for resultatet og den kørsel, som vi viste. Vi viste prøver på flot kørsel over de her tre uger. Det var sjovt at se.

Der resterer nu blot én etape af årets Tour de France.