Tour de France

- Det eneste, der ikke måtte ske, siger Mads Pedersen efter andenplads

Det hele var tæt på at gå op i en højere enhed i verdensmesterens sidste løb i den regnbuestribede trøje, men Sam Bennett ville det anderledes.

- Hvad fanden mand. Nummer to på Champs-Élysées – det skal man ikke brokke sig over.

Ordene kommer fra Mads Pedersen umiddelbart efter sin andenplads på Tourens sidste etape i hjertet af Paris. Han er en vinder, han er verdensmester og ville derfor gerne have vundet, men alligevel pryder et stort smil hans ansigt efter massespurten.

- Min far har altid sagt, at en andenplads er den første taber. Ej... Jeg er sgu glad for det altså, siger han til TV 2 SPORT.

I sit sidste løb i den regnbuefarvede verdensmestertrøje var han ikke mange tilfældigheder fra at ende øverst på et ikonisk podie i Paris.

Det værst tænkelige skete

Sam Bennett fra Deceuninck-Quick-Step var dog hurtigere end danskeren, hvis taktik lige nøjagtig ikke holdt.

- Det eneste, der ikke måtte ske, var, at Sam ikke var i hjulet af mig, da jeg skulle åbne spurten.

- Det var min chance for at vinde, siger han.

Bennett var lige i hjulet rundt i Tour de Frances sidste sving i Paris’ gader takket være to andre danskere i form af Bennetts holdkammerater i leadout-toget Kasper Asgreen og Michael Mørkøv, der leverede ireren perfekt.

- Når de laver et perfekt stykke arbejde, er det svært at komme efter, siger Trek Segafredo-danskeren.

"Jeg kan ikke være mere glad"

Med VM lige om hjørne i Imola bliver VM-trøjen snart taget fra den 24-årige dansker, og det har han efterhånden indstillet sig på og accepteret.

- Jeg kan ikke være mere glad. Selvom jeg ikke får lov til at køre klassikerne med trøjen, så er det ikke nogen, der får lov til at slutte af på Champs-Élysées. Så noget skal man jo glæde sig over.

Søndagens andenplads var Mads Pedersens anden i årets Tour de France. For tre uger siden på 1. etape blev han også kun slået af én. Dengang var det norske Alexander Kristoff.