Tour de France

Her er opskriften, hvis Mads Pedersen skal vinde på Champs-Élysées

Mads Pedersen vil forsøge at vinde på Tourens 21. etape på Champs-Élysées i Paris. Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Trek-Segafredo kører for den danske verdensmester på 21. etape af Tour de France, og finalestrækningen passer danskeren glimrende, siger eksperter.

Mads Pedersen kører for sidste gang i den ikoniske regnbuetrøje denne sæson, når Tour de France-feltet søndag rammer Champs-Élysées i Paris.

Den danske verdensmester drømmer om at vinde den vigtigste spurt i cykelkalenderen, og flere faktorer taler for, at det kan lykkes for Trek-Segafredo-rytteren i sin Tour de France-debut.

Kombinationen af brosten, en let stigende og bred opløbsstrækning samt den rette positionering kan få Mads Pedersen til at stå øverst på podiet for 21. etape i Paris, vurderer flere af TV 2s cykeleksperter.

Formen er god. Nu er det lang tid siden, jeg har kørt en spurt, men jeg tror stadig på, at den er der et sted

Mads Pedersen, verdensmester i landevejscykling

Bak: Slap af de første omgange

Lars Bak har kørt den afsluttende etape i Paris otte gange, og den danske hjælperytter har tre gange hjulpet en sprinter til at vinde i 'Byernes by' - blandt andet tyske André Greipel i både 2015 og 2016.

Den danske hjælperytter kender derfor opskriften på succes i Paris, hvor den afsluttende rundstrækning på omkring syv kilometer skal køres i alt otte gange.

- Hvis Mads Pedersen skal vinde etapen, så skal hans hjælpere tage fronten og overraske de andre sprintere, siger Lars Bak og uddyber:

- Man skal lade være med at stresse de første mange omgange. Når der er tre omgange igen, så skal holdet gå frem og tage fronten. Hvis man sidder forrest i alle omgange, så koster det mange dumme kræfter.

Afgørende positionering

400 meter fra målstregen ligger det sidste og meget afgørende højresving, hvor positioneringen er altafgørende for en god slutplacering på etapen.

- Mads skal sørge for at komme ind som nummer tre i det sving. Hvis han kommer for langt bagfra, så kan han ikke nå at komme frem. Han kører en lang spurt, så han skal satse og køre spurten fra spids, lyder analysen fra Lars Bak.

Den tidligere professionelle cykelrytter mener, det er realistisk, at Mads Pedersen kan triumfere på Champs-Élysées.

Samtidig erkender Lars Bak, at Trek-Segafredo er en smule hæmmet af, at holdet mangler en stærk fjerdemand i sprintertoget, hvor de to belgiere Jasper Stuyven og Edward Theuns skal køre leadout for den danske verdensmester.

Underlaget passer Mads Pedersen rigtig godt. Det er brosten, og de ligger dårligere, end de lige ser ud til

Mads Würtz, professionel cykelrytter Israel Start-Up Nation

Brosten og bred finalestrækning

Den let stigende finalestrækning på Champs-Élysées er ifølge den professionelle cykelrytter Mads Würtz rigtig hård og har en beskaffenhed, der taler til Mads Pedersens fordel.

- Underlaget passer Mads Pedersen rigtig godt. Det er brosten, og de ligger dårligere, end de lige ser ud til.

- Det taler også til hans fordel, at det er en god, bred vej, hvor der er ikke den store fare for at blive lukket inde. Derfor kan han komme ud og køre spurten i sit monstergear, siger Mads Würtz til TV 2 SPORT.

En faktor, der også øger Mads Pedersens chancer for den ultimative succes i Paris, er Tourens samlede hårdhed og de mange bjerge, der har præget årets rute.

Cykelekspert Henrik Jul mener, at flere af feltets sprintere - med undtagelse af Sam Bennett i den grønne trøje - ser slidte ud efter de tre ugers strabadser i Frankrig.

Men det ser derimod ud til, at danskerens motor er kørt varm.

- Mads Pedersen er kommet godt igennem de mange bjerge i årets Tour, hvorimod en sprinter som Caleb Ewan har været i fare for at falde for tidsgrænsen flere dage, siger Henrik Jul.

Mads P. glæder sig til at spurte

Hovedpersonen siger selv til TV 2, at han går efter sejren på 21. etape.

- Formen er god. Nu er det er lang tid siden, jeg har kørt en spurt, men jeg tror stadig på, at den er der et sted. Jeg glæder mig til at spurte, siger Mads Pedersen.

Trek-Segafredo har tidligere i årets Tour de France benyttet sig af et rotationsprincip mellem sine tre sprintere.

Men på 21. etape er taktikken for det amerikanske cykelhold klar: Der bliver kørt for danskeren.

- Jeg skal bare følge hjulet af Jasper og Edward. De plejer at gøre et godt stykke arbejde, når de skal køre leadout. Det er gået galt to gange (på 1. og 10. etape, red.), fordi jeg misser dem, men i morgen bliver jeg i deres hjul, siger Mads Pedersen.

Ifølge den danske verdensmester skal han primært holde et vågent øje med sprintere som Sam Bennett, Caleb Ewan, Peter Sagan og Wout van Aert på Champs-Élysées.