Tour de France

Roglic’ holdkammerater måbede: - Det gjorde ondt i øjnene

Tom Dumoulin og Wout van Aert kunne intet gøre andet end at se til, mens Primoz Roglic mistede Tour de France-sejren på 20. etapes enkeltstart.

Primoz Roglic var ikke den eneste, der led, mens hans Tour de France-sejr gled fra ham kilometer for kilometer.

- Det gjorde ondt i øjnene at se Primoz få det sværere og sværere, siger hans Jumbo-Visma-holdkammerat Wout van Aert til Cycling Weekly.

Sammen med sin hollandske holdkammerat Tom Dumoulin stod de og fulgte med på storskærmen på toppen af La Planche des Belles Filles, hvor de kunne se Primoz Roglic tabe mere og mere tid til sin slovenske konkurrent Tadej Pogacar.

- Vi havde ikke set det her komme, siger Tom Dumoulin, hvis ansigtsudtryk bar præg af, at han havde svært ved at forstå, hvad der var ved at ske.

"Intet indikerede" en kommende nedtur

Tadej Pogacar satte nemlig sin landsmand på plads, vandt etapen og vristede den gule trøje fra den hidtil så suveræne Jumbo-Visma-kaptajn.

- Pogacar var på et andet niveau, end vi var. Primoz følte sig godt tilpas denne morgen, og han vidste, at han skulle køre en god enkeltstart, siger Tom Dumoulin, der blev nummer to på enkeltstarten.

- Det kommer som en kæmpe overraskelse. Primoz havde det godt. Intet indikerede, at han følte sig anderledes end det, siger Wout van Aert.

Tom Dumoulin med regnbuestriberne på ærmerne var hurtigt henne for at trøste Roglic efter den store skuffelse.

Van Aert bemærkede Roglic' problemer på cyklen

Ligesom TV 2 SPORTs eksperter bemærkede belgieren dog også, at alt ikke var, som det plejer hos Roglic.

- Under enkeltstarten så jeg, at han sad anderledes end normalt på sin cykel. Vi har alle arbejdet virkelig hårdt for det. Vi har sat alt ind på det de seneste tre uger. Det er virkelig skuffende, at det ikke lykkes, siger Wout van Aert.

Roglic var efter skuffelsen meget fattet i det interview, han gav umiddelbart efter etapen.

På det efterfølgende pressemøde havde han fået det hele lidt på afstand. Her fortalte en ærlig slovener, at nederlaget påvirkede ham.

- Jeg har grædt over det. Det var ikke, hvad jeg håbede. Men jeg kan ikke ændre det, siger Roglic.

Primoz Roglic må tage til takke med en andenplads i årets Tour de France. Det bliver hans bedste resultat og overgår fjerdepladsen fra 2018.