Tour de France

Stikker til topsprinter efter det største tidstab i 66 år

Tyskeren gav interview til TV 2 SPORT inden 21. etape. TV 2 SPORT

Roger Kluge tager sin markante sidsteplads som et udtryk for, at det har været et hårdt Tour de France.

6 timer, 7 minutter og 2 sekunder.

Det er afstanden fra Roger Kluge til Tadej Pogacar i det samlede klassement. De to ligger henholdsvis sidst og først.

Vi er nødt til at vente på ham

Roger Kluge, cykelrytter

Og så stor har afstanden faktisk ikke været siden 1954. Men den tyske Lotto-Soudal-rytter tager det ikke så tungt.

- Det er måske meget sjovt at have den på sig. Jeg er ikke videre stolt over det, og det var aldrig min målsætning at blive sidst. Det ville være fedt, hvis de kaldte mig op på podiet, men det tvivler jeg på, sagde Kluge til TV 2 SPORT med et smil inden dagens etape.

Men faktisk mener Kluge, at den rytter, som slutter sidst, godt kunne få en form for anerkendelse.

- Man kunne måske få et nummer. Det får den mest angrebsivrige. Hvorfor ikke nævne den rytter, der ligger sidst? Han lider nok mest. Det ville være fedt. Jeg ville stadigvæk ikke køre efter det, men hvis har det, bliver man måske mere lagt mærke til.

Tegn på en hård Tour

Roger Kluge er ikke blandt de mindste ryttere i feltet. Med sine 193 centimer og 83 kilo skal han slæbe en væsentlig større cykelkrop med rundt på de franske landeveje end de fleste.

Og derfor har ruten været hård ved ham.

- For mig er det et tegn på, at det har været en hård Tour med mange stigninger, siger han.

Og så har han haft en særlig opgave.

- Caleb Ewan (holdets sprinter red.) klatrer ikke så godt, så vi er nødt til at vente på ham, siger Kluge.

I 1955 havde Tony Hoar seks timer, seks minutter og ét sekund op til Louison Bobet på førstepladsen. Kluge 'slår' ham altså med 19 sekunder.

I 2014 var Ji Cheng fra Giant-Shimano 6 timer, 2 minutter og 24 sekunder efter vinderen Vincenzo Nibali.