Tour de France

Stjernens fest udviklede sig til ”livsfarlig” tilskueradfærd

Thibaut Pinot fik gåsehud, da ellevilde franskmænd hyldede deres lokale helt på 20. etape af Tour de France.

Den franske stjerne Thibaut Pinot havde set frem til denne lørdag i lang tid.

Tour de Frances enkeltstart gik nemlig forbi franskmandens baghave, og det var svært at overse. Ellevilde franskmænd benyttede rytternes kamp mod uret til at hylde deres lokale helt, og vejene var overdynget med hvid maling og ordene ”PINOT”.

Festen var dog et øjeblik ved at tage overhånd. Pinot var nemlig undervejs tvunget til at køre igennem et kæmpe fransk flag, og det kunne have gået helt galt.

- Det er livsfarligt det der. Rammer flaget ned i hjulet, så står han jo på hovedet, sagde TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen.

Han kom dog heldigvis helskindet gennem trikoloren, og oplevelsen så ikke ud til at tage noget af glæden fra franskmandens rundtur.

Gåsehud og smerter i benene

Pinot er en af Frankrigs største stjerner og har haft et forfærdeligt løb med store rygsmerter. Men 20. etapes enkeltstart har været den helt store motivationsfaktor, der har fået ham til at blive i løbet.

Den franske stjerne har kørt på vejene et utal af gange, og et sted på ruten er kun 50 meter fra forældrenes hus. Og han nød det.

- Jeg havde det sjovt, selvom mine ben gjorde ondt. Jeg havde gåsehud, og jeg er glad. Det var stort.

- Jeg forventede ikke alle de mennesker. Når fansene flytter sig, og man kører over 50 km/t, er det lidt skræmmende, men det er så fint. Jeg ved ikke, om jeg kommer til at opleve lignende i min karriere, siger Thibaut Pinot til L'Équipe.

"Lidt vilde billeder"

Det har ikke kostet ham på populariteten, at de sportslige resultater er udeblevet. Nærmest tværtimod.

Udover episoden med flaget har Pinot også skullet forcere en fransk menneskemasse i en tid, hvor folk rådes til at holde afstand og ikke forsamle sig i større grupper.

Thibaut Pinot var meget populær på 20. etape. Det kunne tydeligt ses på tilskuernes adfærd.

- Det er lidt vilde billeder, siger cykelekspert Chris Anker Sørensen, som savner flere barrierer på ruten:

- Der har generelt været godt styr på det, men der har lige været et par steder. Her skulle de også have gjort et lidt bedre stykke arbejde for at holde tilskuerne væk.

Pinot endte som nummer 19 på enkeltstarten og slutter Touren som nummer 29 - næsten to timer efter Tadej Pogacar.