Tour de France

Tour-stjerner straffes hårdt for disse regnbuestriber

Det er tredje gang i årets Tour de France, Jumbo-Visma-lejren modtager en bøde svarende til 14.000 danske kroner. Marco Bertorello/Christophe Ena / Reuters/AFP/Ritzau Scanpix

Det er tredje gang under årets Tour de France, at Jumbo-Visma får en større bøde for brud på reglerne.

De tidligere verdensmestre i enkeltstart Tony Martin og Tom Dumoulin har hver fået en bøde på 2000 schweizerfranc for at bære regnbuestriberne forkert på deres trøjer under 20. etape i Tour de France.

Det fremgår af det officielle Tour de France-kommuniké efter lørdagens enkeltstart.

Bøderne svarer hver især til knap 14.000 kroner.

Forkert placering af regnbuestriberne

Bødestraffen får rytterne fra det hollandske cykelhold Jumbo-Visma for et brud på den internationale cykelunions (UCI) regler for, hvordan tidligere verdensmestre skal vise de ikoniske striber frem på cykeltøjet.

I UCI's regler foreskriver punkt 1.3.064 blandt andet, at "tidligere verdensmestre skal bære regnbuestriberne ud fra de gældende retningslinjer".

Disse findes i en udførlig UCI-guide, hvor det fremgår, at regnbuestriberne på langærmede trøjer, som både Martin og Dumoulin bar under 20. etape, skal placeres for enden af ærmerne og ikke på overarmen, som tilfældet var for begge ryttere.

Hvis Tony Martin og Tom Dumoulin havde kørt enkeltstarten i kortærmede trøjer, ville placeringen af striberne imidlertid have været korrekt.

UCI's har disse guidelines for, hvordan regnbuestriberne skal bæres.

Tredje hårde straf til Jumbo-Visma

Bøderne på de to gange 14.000 kroner er i den høje ende af skalaen for straffe under Tour de France.

For mindre forseelser som eksempelvis de såkaldte sticky bottles, hvor rytterne får et par sekunders hjælp fra servicebilen, bliver rytterne i Tour de France typisk tildelt bøder på 200 schweizerfranc.

Det er tredje gang under dette års Tour de France, at Jumbo-Visma får en større bøde.

Holdets sportsdirektør Merijn Zeeman blev tidligere på ugen smidt ud af Tour de France for at have udvist truende og upassende opførsel over for et UCI-medlem under et cykeltjek efter 17. etape.

Denne straf blev også takseret til 2000 schweizerfranc.