Tour de France

Quintanas hotelværelse ransaget under Tour de France

Nairo Quintana har været centrum for flere ransagninger foretaget af franske myndigheder under dette års Tour de France. Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Det franske cykelhold Arkéa-Samsic har været i søgelyset under dette års Tour de France. Flere af holdets hotelværelser er blevet ransaget.

Dette års Tour de France er veloverstået, men verdens største cykelløb trækker fortsat overskrifter dagen derpå for afslutningen på Champs-Élysées i Paris.

Således er det mandag kommet frem, at det franske cykelhold Arkéa-Samsic har fået ransaget flere af holdets hotelværelser af de franske myndigheder efter 17. etape af dette års franske rundtur.

Det skriver de to franske aviser Le Journal du Dimanche og L’Équipe mandag.

Holdchefen for Arkéa-Samsic, Emmanuel Hubert, bekræfter, at ransagningerne er fundet sted, men ønsker ikke at kommentere yderligere på historien.

Quintana i centrum for ransagninger

Ifølge aviserne var det holdets colombianske stjernerytter Nairo Quintana, ransagningerne foretaget af fransk politi og betjente fra OCLAESP (Trusler Mod Offentlighedens Sundhed, red.) særligt var målrettet mod.

Aktionen, der fandt sted onsdag aften efter etapen til den i Tour-sammenhæng nye stigning, Col de la Loze, blev ikke udført i samarbejde med de franske antidopingmyndigheder.

Ifølge L’Équipe var det et tip, der førte til ransagningerne.

Udover Nairo Quintana fik holdets to andre colombianere, Dayer Quintana og Winner Anacona, ligeledes besøg af betjente på deres hotelværelse. Det samme gjorde sig gældende for holdets soigneurs, mens også Ark­­éa-Samsics biler blev gennemsøgt at de franske myndigheder.

Historien i de franske aviser beretter ikke om fund af noget ulovligt.

Nairo Quintana er tidligere blevet både nummer to og nummer tre i Tour de France.

Skuffende Tour de France for Arkéa-Samsic

Nairo Quintana har gang i sin første sæson for det franske cykelhold, som han skiftede til i starten af året efter syv år hos spanske Movistar.

Med sig ind på Arkéa-Samsic fik den colombianske profil sin bror Dayer Quintana og landsmanden Winner Anacona.

2020-sæsonen startede rigtig godt for Nairo Quintana, der i løbet af de første måneder tog hele fem sejre. De gode præstationer fik flere eksperter til at regne colombianeren for en outsider til Tour de France.

De forventninger var den nu 30-årige Quintana aldrig tæt på at indfri. Arkéa-Samsics kaptajn sluttede som nummer 17 i dette års udgave af Tour de France, der endte som en skuffelse for Arkéa-holdet.

Det var samtidig Nairo Quintanas dårligste placering i en Grand Tour, siden colombianeren sluttede som nummer 36 i Vuelta a España tilbage i 2012.