Tour de France

Skade, parasitter og coronavirus fik stjerne til at overveje karrierestop

Tom Dumoulin overvejede at indstille karrieren i foråret 2020.  Kenzo Tribouillard / Ritzau Scanpix

Tom Dumoulin er stolt af, han gennemførte Tour de France. Det er ikke længe siden, han seriøst overvejede, om det var værd at fortsætte karrieren.

Cykelstjernen Tom Dumoulin kender alt til mundheldet om, at et uheld sjældent kommer alene.

Faktisk har hollænderen været så hårdt ramt, at han i foråret var tæt på at indstille sin glorværdige karriere.

- Jeg var tættere på at stoppe, end jeg var på at fortsætte. Først knæskaden, så maveproblemerne og til sidst corona, siger Dumoulin til NOS efter at have gennemført Tour de France 2020.

Maj 2019: Knæproblemer

Dumoulins udfordringer begyndte i 2019, hvor hans store mål var at vinde Giro d’Italia og Tour de France for Sunweb. Et styrt i Giro d'Italia betød dog, at hollænderen pådrog sig en knæskade, og efter en måneds pause gjorde han comeback i Criterium du Dauphiné i juni. Her fortsatte knæproblemerne, og Tom Dumoulin måtte udgå og efterfølgende melde afbud til Tour de France.

Heller ikke i efteråret fik han styr på knæet. Derfor måtte han også melde afbud til Vuelta a Espana og VM i Yorkshire. Da Dumoulin gik på vinterferie, havde han ikke kørt et eneste løb siden 14. juni.

Februar 2020: Parasitter i tarmen

Ved årsskiftet blev den tidligere verdensmester i enkeltstart en del af Jumbo-Vismas stjernespækkede hold, men efter en fornuftig opstart blev han ramt af nye problemer. I flyet på vej til sit første løb for holdet, Volta a la Comunitat Valenciana, fik Dumoulin så ondt i maven, at han måtte frekventere det lille flytoilet hvert tiende minut.

Senere blev hans Jumbo-Visma-debut udsat, inden årsagen blev fundet: Tom Dumoulin havde parasitter i tarmen, og derfra begyndte en medicinkur.

Marts 2020: Coronapause

Da Tom Dumoulin endelig var klar til at køre løb igen, cirka 10 måneder efter sit exit i Critérium du Dauphiné, blev hele cykelsporten sat på pause.

På grund af den nye coronavirus blev adskillige løb aflyst eller udsat, og derfor endte Dumoulin med at have 14 måneder uden en eneste løbsdag, før han stod ved en startstreg igen. Dumoulin fik sin Jumbo-Visma-debut i Tour de l’Ain 7. august 2020. Siden kørte han også Critérium du Dauphiné, inden Tour de France begyndte i slutningen af august.

- Jeg er stolt af, at jeg er kommet tilbage på det her niveau. Jeg sluttede som nummer syv i Tour de France, og lørdag blev jeg nummer to på enkeltstarten. Hvis du havde fortalt mig det i april, havde jeg ikke troet på det, siger Tom Dumoulin.

På grund af den nye coronavirus er både Tour de France og VM flyttet i år. Det betyder, at VM køres i ugen efter Touren. Derfor er det i skrivende stund usikkert, om Dumoulin stiller op eller ej. Han har aftalt med den hollandske landstræner, at de vil se, hvordan han har det i dagene efter Tour de France.