Tour de France

Colombianske medier kalder dopingmistanke for en 'skandale'

Nairo Quintana sluttede som nummer 17 i årets Tour de France. Benoit Tessier / Pool / Ritzau Scanpix

Colombianske aviser er hårde ved Quintana og mistanken om, at doping har fundet sted på holdet under Tour de France.

Da det mandag kom frem, at det franske cykelhold Arkéa-Samsic har fået ransaget flere af holdets hotelværelser, herunder Nairo Quintanas, udtrykte mange colombianske medier bekymring, og flere var ude med riven.

'Skandale', 'bekymrende' og 'presserende' er bare nogle af de ord, der benyttes i overskrifterne i de colombianske medier.

El Tiempo: Presserende! Efterforskning om doping er åbnet i Touren

El Heraldo: Tour-skandale: Nairos hold mistænkes for brug af doping

El Espectador: Bekymrende erklæring fra Arkéa om dopingmistanke

- En af de mest elskede atleter

Lisandro Renfigio, der er cykeljournalist for den colombianske avis El Tiempo, fortæller til TV 2 SPORT, at nyheden er blevet modtaget meget følelsesladet i Colombia - også selvom der kun er tale om en indledende undersøgelse indtil videre.

- Det er et meget hårdt slag. Nairo Quintana er en af de urørlige sportsfolk i Colombia. Han er en af de mest elskede atleter. Det er kun Nairo Quintana og James Rodriguez (fodboldspiller i Everton, red.), der har den status.

- I Colombia afventer vi naturligvis flere informationer, men det er en kæmpe nyhed. De flestes reaktioner i Colombia har indtil videre været støttende overfor Nairo, siger Lisandro Renfigio.

Arkéa-Samsics kaptajn sluttede som nummer 17 i dette års udgave af Tour de France, der endte som en skuffelse for Arkéa-holdet.

Nairo Quintana er tidligere blevet både nummer to og nummer tre i Tour de France.