Tour de France

Dopingjæger: - Sådan en sag indleder man ikke uden mistanke

Michael Ask er ærgerlig over den potentielle dopingsag i Tour de France. Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Det er ikke uden grund, at man indleder en officiel undersøgelse af potentiel brug af doping. Sådan lyder det fra direktøren i Anti Doping Danmark.

Michael Ask, direktør i Anti Doping Danmark, slår fast, at der nok er god grund til, at anklagemyndigheden i Marseille har sat en formel undersøgelse om potentiel brug af doping i værk.

Det fortæller han til TV 2 SPORT, efter det mandag kom frem, at det franske cykelhold Arkéa-Samsic fik ransaget deres hotelværelser umiddelbart efter 17. etape, der gik fra Grenoble til Méribel Col de la Loz i årets Tour de France.

Derudover er to personer med tilknytning til Arkéa-Samsic-lejren tilbageholdt af franske myndigheder. Det drejer sig om en læge og en fysioterapeut.

- Vi må gå ud fra, at når de franske myndigheder tilbageholder to personer og indleder en officiel undersøgelse, så er det i hvert fald ikke fordi, man ikke har fundet noget mistænkeligt. Så der har jo nok været en begrundet mistanke, der har givet anledning til at gribe ind, siger direktøren.

Til AFP fortæller den franske anklager Dominique Laurens, at undersøgelsen er startet efter fund af "mange sundhedsprodukter, herunder medicinske lægemidler... og frem for alt en metode, der kan anses som doping", lyder det.

Den franske avis Le Parisien erfarer, at der angiveligt er fundet 100 milliliter fysiologisk serum og udstyr til at injicere det med på de ransagede hotelværelser. Det er dog endnu ikke bekræftet andre steder.

Samme medie oplyser, at brødrene Nairo og Dayer Quintana, der begge kørte Tour de France for Arkéa-Samsic, blev afhørt om sagen mandag.

Hvis oplysningerne om fundet af serum er korrekte, kan det muligvis lægge til grund for, at bloddoping har fundet sted, lyder det fra Michael Ask.

- Hvis der er tale om serum, sandsynligvis det man kalder for plasma, har det potentielt været brugt, fordi man har ønsket at regulere antallet af røde blodlegemer i blodet.

- Det er typisk noget, man vil gøre, hvis man har bloddopet sig selv. Men plasma er ikke forbudt at bruge, så længe man ikke injicerer mere end 100 milliliter per 12. time, som er den officielle grænse for, hvor meget man må tage. Det giver dog ikke mening at bruge plasma, medmindre formålet er at sløre bloddoping, fortæller han.