Cykling

Seks dage efter knoglebrud er verdensmesteren i spil til VM

En trist Annemiek van Vleuten måtte i sidste uge sande, at hun ikke kom til at forsvare sit verdensmesterskab på lørdag.

Men cykelryttere er kendt som nogle af de mest hårdhudede atleter, og det er den hollandske stjerne et soleklart eksempel på.

Torsdag styrtede hun i kvindernes Giro d'Italia og brækkede sit håndled.

- Jeg mærkede med det samme, at noget var galt med mit håndled, for jeg kunne se, at håndleddet ikke sad lige. Nu vil jeg tage hjem for at blive opereret i håndleddet lørdag, siger hun.

Se VM i cykling på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Van Vleuten, der både er forsvarende verdens- og europamester, havde løbets lyserøde førertrøje, da hun styrtede.

Hun ærgrede sig primært over ikke at "komme til start ved VM på en rute, der passer" hende.

Overraskende test

Men efter weekendens operation og en test tirsdag er der overraskende nyt.

- Det gik godt, og jeg er håbefuld. Ifølge lægerne er det sikkert at cykle med en skinne på, siger van Vleuten til NOS.

- Jeg har ingen smerter, når jeg sidder på cyklen. Skinnen giver mig ekstra styrke. Jeg tror ikke, den er nødvendig (at have på, red.), men det bliver rart i et fire timer langt cykelløb.

Det ligger dog ikke 100 procent fast, at 37-årige Annemiek van Vleuten stiller til start i lørdagens linjeløb.

Sikret en ekstra plads

Sammen med den hollandske landsholdsledelse træffer hun fredag en endelig beslutning om, hvorvidt hun kører eller ej.

I og med hun er forsvarende verdensmester, er hendes VM-plads 'ekstra' for Holland.

- Hvis jeg starter, er det med ambitioner - ikke vare for at være med. Det spiller en rolle, at jeg ikke tager en andens plads, hvis jeg beslutter mig for at stille til start, siger hun.

Van Vleuten blev i 2017 og 2018 verdensmester i enkeltstart, men den plads på holdet i årets VM har hun valgt at afgive, fordi hun netop her vil tage en plads fra en landsmand.

Grundet coronapandemien er det kun eliten for kvinder og mænd, der kører VM.

Sådan sender vi på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

  • Torsdag 24/9 kl. 14.40: Kvindernes enkeltstart
  • Fredag 25/9 kl. 14.30: Herrernes enkeltstart
  • Lørdag 26/9 kl. 12.35: Kvindernes linjeløb
  • Søndag 27/9 kl. 9.40: Herrernes linjeløb