Cykling

Her er de vigtigste starttider til VM i enkeltstart

Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg repræsenterer Danmark ved VM i enkeltstart.  Vincent Jannink / Ritzau Scanpix

To danskere stiller til start på VM-enkeltstarten, hvor flere stjerner også er med. Få overblikket over starttiderne her.

Se herrernes VM i enkeltstart på TV 2 SPORT fra klokken 14.30.

57 ryttere skal fredag kæmpe om regnbuestriberne på årets enkeltstart ved VM i italienske Imola.

Ruten er 31,7 kilometer lang og byder på 167 højdemeter med start- og målstreg inde på byens Formel 1-racerbane. Blandt favoritterne skal nævnes den dobbeltforsvarende verdensmester, Rohan Dennis, samt hjemmebanehelten Filippo Ganna, der sidste år vandt bronze.

Her følger de vigtigste starttider:

Favoritter

  • 15.24.00 Geraint Thomas (Storbritannien)
  • 15.37.30 Victor Campenaerts (Belgien)
  • 15.40.30 Kasper Asgreen (Danmark)
  • 15.45.00 Alex Dowsett (Storbritannien)
  • 15.46.30 Remi Cavagna (Frankrig)
  • 15.48.00 Wout van Aert (Belgien)
  • 15.49.30 Stefan Küng (Schweiz)
  • 15.51.00 Tom Dumoulin (Holland)
  • 15.52.30 Filippo Ganna (Italien)
  • 15.54.00 Rohan Dennis (Australien)

To danskere stiller til start i form af Kasper Asgreen, der blev nummer 17 sidste år, og Mikkel Bjerg, der har vundet U23-VM tre gange.

Danskere

  • 15.10.30 Mikkel Bjerg
  • 15.40.30 Kasper Asgreen

- Kasper og Mikkel har forskellige udgangspunkter, men der er ingen tvivl om, at Kasper er vores bedste kort og kommer med en DM-medalje, siger landstræner Anders Lund forud for løbet.

Den fulde startliste kan du finde her.

Det siger danskerne

Kasper Asgreen:

- Jeg synes, det er en superfed enkeltstartsrute, de har fået bikset sammen så hurtigt. Fantastisk fedt opløb inde på racerbanen. Det var 'top-lirens' at rulle derind og køre et par omgange i går (onsdag, red.). Det er generelt en fed enkeltstart, som passer specialisterne rigtig godt, og det synes jeg også, en VM-enkeltstart skal.

- Der er nogle gode, lange strækninger i starten, hvor man virkelig får lov at trykke nogle watt af, og så er der afslutningen med nogle hårde bakker, hvor man lige skal have én procent tilbage, for at kunne trykke den op over. Det kan gøre det rigtig spændende selv på de sidste 4-5 kilometer, hvor man stadig kan nå både at tabe og vinde.

Mikkel Bjerg:

- Jeg tror, det bliver en ret tæt enkeltstart. Jeg tror, top-10 vil være indenfor halvandet minut, hvor det nærmest var den vindende margin sidste år.

- Det er sådan en tonser-enkeltstart, så jeg er heller ikke i tvivl om, at det er den stærkeste, der vinder.

VM blev flyttet fra Schweiz til Italien på grund af coronavirus.