Cykling

Italiensk fænomen vinder VM i enkeltstart - Asgreen med topresultat

Kasper Asgreen blev nummer seks ved VM i enkeltstart, som italienske Filippo Ganna vandt suverænt.

Ingen kunne kunne hamle op med enkeltstartsfænomenet Filippo Ganna ved VM i enkeltstart fredag.

Den 24-årige INEOS-rytter kørte de 31,7 kilometer i italienske Imola på 35 minutter og 54 sekunder og blev den første italiener til at vinde VM-guld i disciplinen.

- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg vil fejre det med min familie, venner og holdkammerater på landsholdet, siger Filippo Ganna til TV 2 SPORT.

- Det er en stor overraskelse for mig, at jeg vinder i dag. For det regnede jeg ikke med.

Ganna vandt foran henholdsvis Wout van Aert fra Belgien og Stefan Küng fra Schweiz. Kasper Asgreen blev nummer seks lige bag den forsvarende verdensmester, Rohan Dennis.

Top-10, VM i enkeltstart 2020.

- Filippo Ganna er den nye konge på enkeltstarten. Jeg tror, vi godt kan sige, at denne dag er starten på Ganna-æraen. Han er vanvittigt god i disciplinen. På almindelig landevej er han ikke helt så skarp, men han er vanvittigt skarp på disse enkeltstarter, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

Asgreen storroses

Også dagens bedste dansker får ros med på vejen fra den tidligere cykelrytter, der faktisk ikke havde den store tro på Kasper Asgreen.

- Han er kommet stærkt ud af Touren. Jeg troede, han var færdig efter Touren, men det var han altså slet ikke.

- Kasper Asgreen kommer til at køre vanvittigt stærkt i resten af sæsonen, siger Chris Anker Sørensen.

Kasper Asgreen er kommet i mål 10 sekunder efter Geraint Thomas. Danskeren har hentet 15 sekunder på Thomas på hjemturen. Video: TV 2 SPORT

Mikkel Bjerg skuffet

Den anden dansker, Mikkel Bjerg, blev nummer 17. En stor kontrast til hans seneste tre verdensmesterskaber, hvor han har vundet alle gange i U23-løbet.

Derfor var danskeren heller ikke helt tilfreds.

- Jeg må bare hjem og se på, hvad jeg kan gøre anderledes.

- Jeg synes, jeg bliver slået af nogle, jeg ikke skal slås af. Jeg skal hjem og træne videre, siger Mikkel Bjerg til TV 2 SPORT.