Cykling

Optimistisk landstræner før VM: - Vi har rigtig gode kort på hånden

Landstræner Anders Lund har store forventninger til Kasper Asgreens VM i enkeltstart på fredag Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Anders Lund ser frem mod VM i cykling, hvor han forventer store præstationer fra de danske ryttere.

Anders Lunds udvalgte ryttere kommer til at være med, hvor det er sjovest, når herrernes VM i cykling indledes fredag. Sådan lyder det fra en forventningsfuld landstræner, der glæder sig til at følge sine ryttere.

- Som nation har vi vist, at vi er gode til at køre VM. Jeg har en rigtig god fornemmelse. Rytter for rytter har vi gode kort på hånden, og jeg glæder mig til at vise, at vi kan være med helt fremme under det her løb.

- Når det er sagt, er cykelsporten jo også uforudsigelig. Man kan aldrig forudse, hvem der kommer til at lykkes i sidste ende. Men udgangspunktet er godt, fortæller Anders Lund til TV 2 SPORT.

Ryttere på det danske linjeløbshold

  • Jakob Fuglsang
  • Michael Valgren
  • Christopher Juul-Jensen
  • Casper Pedersen
  • Niklas Eg
  • Jesper Hansen
  • Mikkel Honoré
  • Jonas Gregaard

Ryttere på det danske enkeltstartshold

  • Mikkel Bjerg
  • Kasper Asgreen

Otte ryttere skal således tilbagelægge 259,2 kilometer søndag, når herrernes linjeløb løber af stablen, mens enkeltstartsrytterne allerede kører fredag.

Asgreen er stærkeste kort i enkeltstarten

Forventningerne er store til begge ryttere, men den danske mester i landevejscykling, Kasper Asgreen, er favorit blandt de to danskere, lyder det fra Anders Lund.

- Kasper og Mikkel har forskellige udgangspunkter, men der er ingen tvivl om, at Kasper er vores bedste kort og kommer med en DM-medalje. Omvendt er hans forberedelse lidt usikker, fordi han kommer direkte fra Touren. Men rammer han dagen, så får vi en god præstation at se, siger han.

De otte øvrige ryttere, der skal køre linjeløbet søndag, ankommer først i løbet af fredagen.

Det bliver mand mod mand. Kaptajner mod kaptajner

Anders Lund, dansk landstræner

Det skyldes, at flere af dem kommer direkte fra Tour de France eller fra træningslejre med deres respektive hold.

- Flere kommer lige til teen, men vores forberedelser er i fuld gang, og vi har godt styr på det taktiske, og jeg har en god dialog med Jakob Fuglsang, siger Anders Lund.

Medvind på selvtilliden giver medvind på cyklen

Selvom forberedelserne ser lovende ud, så forventer Anders Lund også, at det bliver et 'knaldhårdt' VM, som han selv formulerer det.

Og ligesom i naturen vil de svageste blive sorteret fra, og de stærkeste vil stå tilbage. Derfor handler det om at være med, hvor det gælder.

Det har danskerne bevist før. I stor stil endda. Senest da Mads Pedersen triumferede på Harrogate og blev verdensmester.

- Det vil undre mig, hvis der er et mandskab, der kommer til at dominere det hele. Jeg tror, det bliver mand mod mand. Kaptajner mod kaptajner.

- Men som hold bringer vi en masse selvtillid med ind i cykelløbet, fordi vi har haft så gode præstationer i de forgange VM-løb. Den medvind skal vi udnytte, fortæller landstræneren.

Og danske cykelfans kan godt tillade sig at have store forventninger til de danske ryttere.

- Vi er et sted i dansk cykling, hvor vi godt kan tillade os at have forventninger til dem. Jeg har været heldig at dumpe ned i en tid, hvor der er blevet gjort en masse for talentudviklingen i dansk cykling, inden jeg selv blev en del af det. Det er fedt, siger han.

Du kan se herrernes enkeltstart på TV 2 og TV 2 Play på fredag 14.30 og linjeløbet 9.40 på søndag. Kvindernes ditto er torsdag fra 14.40 og lørdag fra 12.35.