Flere på Astana så gerne, at Fuglsang ikke kørte VM
Jakob Fuglsang er den rytter, der skal sikre et stort dansk VM-resultat. Men ikke alle på Fuglsangs Astana-hold mener, at han skulle satse på det.
De danske håb om et godt VM-resultat hviler på skuldrene af Jakob Fuglsang.
Men den 35-årige danske rytter skal samtidig også tænke på, hvad Astana-holdet, der er hans arbejdsgiver til daglig, har af planer for resten af den sammenpressede sæson.
Fuglsang fortæller, at det har krævet lidt planlægning sammen Astana at sammensætte sæsonprogrammet, da holdet satser stort på Giro d’Italia, hvor Fuglsang også er kaptajn.
- Fra holdets side var der lidt pres på. Der var et par af sportsdirektørerne, der gerne så, at jeg ikke kørte VM, for at jeg kunne forberede mig endnu bedre til Giroen, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.
- Men omvendt var der også nogle, der mente, at det var den rigtige forberedelse. Til syvende og sidst besluttede jeg mig for at køre. Hvis ikke jeg stiller til start, kan jeg ikke vinde. Det værste, der kan ske, er, at jeg har en dårlig dag, og så er det, hvad det er. Men man har allerede tabt, hvis man ikke er til start.
Var det en kamp om at få lov til at køre VM?
- Nej, det var ikke en kamp, men de pressede mig lidt og sagde, at jeg skulle tænke over det. Jeg er godt klar over, at det også er et ansvar, jeg har taget. Jeg har besluttet for mig, at jeg vil køre det her VM, fordi jeg tror, jeg kan gøre det godt.
Fuglsang tror på Fordel
Jakob Fuglsang ankom til den danske landsholdslejr i Imola direkte fra en højdetræningslejr sammen med Astana.
Danskeren erkender, at det måske ikke er optimalt at komme så sent. Han påpeger også, at det måske heller ikke er optimalt for de andre ryttere, der kommer fra tre uger med Tour de France og hårdt cykelløb i Frankrig.
- Jeg synes, at vi tidligere har set, at specielt de, der har kørt klassement i en Grand Tour, er slidte. Så kan det være en fordel ikke at have kørt et etapeløb så kort tid inden. Vi må se. Der er selvfølgelig også dem, der ikke har kørt klassement og har passet på sig selv. Det kan være, at de kommer i superform, siger Fuglsang.
Har lavet anderledes optakt
Den danske kaptajn forklarer, at han har forsøgt at forberede sig bedst muligt til VM, imens han også har haft Giroen i baghovedet.
Coronapandemien har nemlig gjort, at han måtte gå på kompromis.
- Jeg kommer måske ikke i den samme form, som jeg havde været i, hvis det oprindelige VM var blevet kørt. Efter Lombardiet Rundt og Giro dell'Emilia holdt jeg lidt pause og gik lidt mere roligt i gang, hvis jeg havde vidst, at der var et VM, der var optimalt for mig rent placeringsmæssigt. Det har været anderledes, siger Fuglsang.
Den danske kaptajn tror på dog, at han har, hvad der til for at sidde med i finalen.
Giro d’Italia, hvor Fuglsang også er kaptajn, begynder 3. oktober.
Du kan se VM på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag med optakt fra klokken 9.15.