Dette punkt bliver afgørende for Fuglsang til VM
Der venter en hård rute for danskerne, når VM køres søndag. Rolf Sørensen og landstræner Anders Lund er begge enige om, hvornår finalen starter.
De blå, sorte, gule og grønne farver bliver i denne weekend tilføjet til det røde tema, der dominerer den italienske by Imola, så de sammen danner regnbuestriberne, der definerer VM.
Normalt er byen forbundet med bilfabrikanten Ferrari, der har sin store fabrik og testbane i byen. De sidste tre kilometer af hver omgang på dette års VM-rute køres på racerbanen, som blandt andet har huset etaper i Giro d’Italia i 2015 og 2018.
Men ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen kommer den endelig udskilning ved eliteherrernes linjeløb til at ske noget før, inden de får racerbanens asfalt under hjulene.
- Rytterne skal køre ni omgange, så de lærer ruten at kende. Men jeg tror, at det først er på den tredje eller næstsidste omgang, udskilningen for alvor sker, og så bliver det nok på Cima Gallisterne-stigningen, der er den hårdeste. Jeg tror på, at der er nogle af favoritterne, der vil blive siet fra her, siger Rolf Sørensen.
- Derefter skal Fuglsang af med nogle folk, hvis han skal vinde. Hvis han har benene, som han har haft hele året og sidste år, er han en af dem, der skal lave udskilningen de sidste par omgange på Cima Gallisterne. Det bliver det afgørende moment for ham.
Svære stigninger
Så det er altså ikke kun racerbanen, der kommer til at udfordre VM-rytterne.
Foruden Cima Gallisterne skal rytterne også passere Mazzolano-stigningen.
- Mazzolano er 2,8 kilometer lang, stiger med 5,9 procent i gennemsnit og stiger maksimum med 13 procent
- Cima Gallisterne er 3,7 kilometer lang, stiger med 6,4 procent i gennemsnit og stiger maksimum med 14 procent. Rytterne når toppen for sidste gang med 12 kilometer til mål
Landstræner vil ikke fortælle om taktik
Landstræner Anders Lund har selv været nede at se nærmere på stigningerne og rundstrækningen. Og her bemærkede han, at rytterne skal have helt særlige karakteristika for at gøre det godt.
- Det er en hård rute. De to stigninger er 2,7 kilometer lange og koncentrerer sig begge om halvanden kilometer, der er stejle på dem begge to. Det er en rute, hvor man dels skal have kvaliteter i hårde lange løb, men også på stigninger, siger Anders Lund til TV 2 SPORT.
Alt dette betyder, at herrerne samlet skal køre over 5000 højdemeter fordelt på det 258,2 kilometer.
Anders Lund forventer, at det hele bliver afgjort på de sidste omgange, men han er meget forsigtig med at udpege et specifikt sted på ruten eller punkt på stigningerne, som landsholdet har udset sig.
- Hvis vi har udpeget et sted, hvor angrebet skulle sættes ind, ville vi gå relativt stille med dørene. Det er en rute, hvor det bliver rigtig hårdt til sidst. Næstsidste gang på sidste stigning er over 40 kilometer ude, så jeg regner med, at man skal kigge helt hen i finalen.
- Det er små veje og angrebsterræn ind til mål fra den sidste stigning, siger Anders Lund.
Det store mål er Fuglsang
Selvom landstræneren ikke vil forklare nærmere i detaljer om den danske taktik, vil han gerne slå en overordnede ting fast: Alt kommer til at handle om Jakob Fuglsang.
- Vores mål er at få Fuglsang hen til den sidste stigning i bedst mulige forfatning og med mindst mulig brug af kræfter fra hans side. Hvordan vi griber det an, har jeg en ret klar idé om, som jeg også har konfereret med Jakob om, siger Lund.
- Jeg vil ikke fortælle, hvordan vi præcis gør det. Vi kommer ikke nødvendigvis ved at bruge holdet ved at lægge pres på. Det bliver mere at sørge for, at han kommer så frisk hen til finalen som muligt. En af løsninger kan jo være ved at tage ansvar, siger Anders Lund, imens han erkender, at Jakob Fuglsang er en af favoritterne.
Fuglsang skal sætte folk
I forhold til rutens beskaffenhed og de danske muligheder vurderer Rolf Sørensen, at det er den rigtige taktik at blive hos Fuglsang.
Eksperten sammenligner nemlig ruten med den, som man også ser i monumentet Liége-Bastogne-Liége, som Jakob Fuglsang vandt i 2019.
- Hvis Jakob Fuglsang er på toppen, skal de blive ved ham i så lang tid som muligt og ikke køre i udbrud som udgangspunkt. De andre danske ryttere skal blive hos ham, passe på ham og lukke eventuelle udbrud ned, der skulle køre, siger Rolf Sørensen.
Du kan se herrernes VM-løb søndag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 9.15.