Tourens nummer et og to holder skarpt øje med Fuglsang
De slovenske stjerner Tadej Pogačar og Primoz Roglic har stor respekt for den danske VM-kaptajn, Jakob Fuglsang, som de ser som en af favoritterne.
Se VM i landevejscykling på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra 24. til 27. september.
Jakob Fuglsang er Danmarks medaljehåb i VM-linjeløbet søndag.
Det er de godt klar over uden for landets grænser, hvor efternavnet Fuglsang bestemt er kendt efter den danske stjernes bedrifter i endagsløb de senere år.
- Han er en kandidat til VM-guldet på søndag. Han har vist stor karakter i endagsløbene, og jeg mener, at ruten passer ham rigtig godt. Så vi vil selvfølgelig holde øje med ham, svarede Tadej Pogačar på Sloveniens online-pressemøde fredag.
22-årige Pogačar, der vandt Tour de France for en uge siden som 21-årig, blev suppleret af sin slovenske landsmand Primoz Roglic, der endte på andenpladsen i verdens største etapeløb.
- Jakob kørte ikke Tour de France, men han har vist sig godt frem i nogle endagsløb. Han har vundet nogle tidligere, og i år har han vundet et monument (Lombardiet Rundt, red.), lød det fra Primoz Roglic, der fortsatte:
- Så han er værd at holde øje med, og han er én, der normalt sidder med i finalerne. Så han er en af favoritterne.
Ekspert tror på Wout van Aert
På online-pressemødet fremhævede Primoz Roglic dog også nogle af sine holdkammerater på Jumbo-Visma, heriblandt belgiske Wout van Aert.
Og netop Van Aert er TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensens favorit til VM-titlen.
- Van Aert er den store favorit, da han har været helt fantastisk og var altoverskyggende i Touren. Det er svært at sætte ord på, hvor god han var. Jeg har svært ved at se, hvordan de skal sætte ham eller slå ham i en spurt. Hans ulempe er måske, at han er så stor en favorit, at alle kommer til at kigge på ham, er vurderingen fra Chris Anker Sørensen.
Eksperten ser også Jakob Fuglsang have gode muligheder for at tage en medalje.
- Fuglsang kan køre et rigtig godt VM, og jeg ser ham høre til blandt favoritterne. Der er bestemt medaljemuligheder, hvis alt flasker sig, siger Chris Anker Sørensen.
Chris Anker Sørensens favoritter:
- Wout van Aert (Belgien)
- Maximilian Schachmann (Tyskland)
- Jakob Fuglsang (Danmark)
Det mandlige danske VM-hold består af Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Jesper Hansen, Christopher Juul-Jensen, Mikkel Honoré, Casper Pedersen, Niklas Eg og Jonas Gregaard.