Cykling

- Vi kan være stolte af vores kørsel, siger Valgren

Jakob Fuglsang blev nummer fem ved VM i cykling, og det er holdkammeraten tilfreds med, selvom de havde håbet på mere.

Det blev franske Julian Alaphilippe, der kunne hæve armene og lade sig hylde som verdensmester.

Jakob Fuglsang kom i mål på en femteplads, efter han sad med flere af de andre favoritter til mål. Men franskmanden kunne de dog ikke hente.

Alligevel er Michael Valgren tilfreds med den danske indsats.

- Jeg er helt sikkert tilfreds. Nummer fem er flot, men det blev ikke én og én, som vi troede. Og der er Jakob ikke den hurtigste. Det er hurtige folk, han sidder med. Man kan ikke forvente, at han slår dem. Men vi kan være stolte af dem måde, vi kørte på, siger Michael Valgren til TV 2 SPORT.

- Vi kørte rigtig godt som hold. Holdet sad fremme hele dagen, og jeg kom frem til sidst og hjalp Jakob, så jeg synes, vi kan være stolte af vores kørsel. Løbet blev kørt lidt passivt, men det var en sindssyg hård rute, så folk var bange for at lukke op for tidligt. De stærkeste kører væk til sidst.

TV 2 SPORT afventer stadig på en kommentar fra Jakob Fuglsang, der skulle i bad efter løbet, inden han udtaler sig.

Ekspert tilfreds med dansk indsats

Michael Valgren sluttede selv på en 11.-plads og avancerede sig fra Tour de France, hvor han ikke ligefrem imponerede.

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen var også tilfreds med, hvad han så.

- Jeg synes, at Valgren kører lidt hurtigere, end jeg turde håbe på. Han var virkelig tilbage og kørte et flot cykelløb. Det lover også godt for de kommende løb, hvor han også kommer til at spille en rolle, siger Chris Anker Sørensen.

- Med danske briller kan vi godt være tilfredse. Der er en dansker, der kører med om medaljer ved herrernes VM i linjeløb. For fem-seks år siden var vi jo lykkelige, når det skete. Nu er det sådan blevet hverdag for os.

Belgiske Wout van Aert var den hurtigste i forfølgergruppen og vandt dermed VM-sølv, mens schweizeren Marc Hirschi snuppede bronzen.