Giro d'Italia

Dansk Giro-debutant fortæller om karrierens mærkeligste dag

Jonas Gregaard blev pillet ud af Flèche Wallone-feltet få minutter før løbets start. Derefter blev han sendt til Giro d’Italia.

Jonas Gregaard skal opleve nogle virkelig skøre ting, hvis de skal toppe historien om hans udtagelse til Giro d’Italia 2020, når karrieren på et tidspunkt skal genfortælles.

Astana-danskeren stod ved startstregen til klassikeren Flèche Wallone, da han pludselig fik at vide, at han skulle forlade det belgiske løb og drage mod den italienske Grand Tour, Giro d’Italia.

TV 2 SPORT fangede den kommende Grand Tour-debutant, da han ventede på det fly, der skulle fragte ham det sidste stykke mod Sicilien, hvor løbet begynder. Her fortæller Gregaard om den turbulente dag:

- Det var eddermame den mest random dag, jeg har prøvet i min karriere, indleder Gregaard.

- Jeg forbereder mig til cykelløbet, som jeg ville gøre normalt, og om morgenen gør jeg stadig alt, hvad jeg nu skal gøre for at være klar. Vi tager i bussen og kører ud til cykelløbet.

- Det ved jeg stadig ingenting. Jeg klæder om og sætter numre på trøjen – det er helt normalt. Jeg sætter mig op til at køre et fedt cykelløb, og så går jeg ud af bussen og går ned og bliver interviewet af TV 2. Jeg ved ingenting, så jeg udtaler mig om, hvad der skal ske i cykelløbet.

Jonas, du skal sgu en tur til Italien

Dmitrij Fofonov

- Derefter skriver jeg mig ind sammen med mine holdkammerater. Der er måske ti minutter eller et kvarter, til vi skal starte. Så går jeg op til bussen, hvor jeg lige skal have den sidste energi med i lommen, og så skulle jeg bare rulle over til start. Men så siger vores team manager Dmitrij Fofonov: ”Jonas, du skal sgu en tur til Italien nu.”

- Så siger jeg: ”Ja, ja. Den er god med dig.” Jeg troede, han jokede.

- Men så siger han: ”Nej, nej. Du skal ind og tage din taske nu. Og du skal altså skynde dig, for du skal tilbage til hotellet efter dine ting. Cyklerne skal også pakkes.”

- Så bliver jeg kørt til Paris af en af mekanikerne. Vi har cyklerne med i en kuffert og ja, så var jeg lige pludselig i Paris. Vi nåede det lige præcis. Nu står jeg i lufthavnen i Rom og skal flyve til Palermo lige om lidt.

Har du overhovedet pakket til at køre en Grand Tour?

- Nej. Og jeg har ikke prøvet det før, så jeg ved heller ikke, hvad jeg skal bruge. Jeg tager det, som det kommer, men jeg er heldigvis i supergod form. Det er også derfor, jeg er blevet valgt i sidste ende.

Jeg havde lommerne fyldt med energibarer, da jeg hoppede i bilen. Radioen blev nærmest kastet ud af vinduet

Jonas Gregaard

- Det er jeg stolt af. Der var jo også andre, der kunne springe ind. Men jeg er klar. Og hvis jeg mangler noget, så må holdet være lidt fleksibelt og give mig noget tøj. Jeg ser eksempelvis, at der er tre enkeltstarter, og jeg har ikke nogen enkeltstartsdragt med.

Har du tidligere prøvet at skrive dig ind til et løb, du ikke har kørt?

- Nej, det har jeg ikke. Jeg havde lommerne fyldt med energibarer, da jeg hoppede i bilen. Radioen blev nærmest kastet ud af vinduet, for den skulle jeg ikke have med, så det var en rimelig underlig oplevelse.

- Jeg var jo tændt på at køre cykelløb. Jeg havde virkelig tænkt, jeg skulle ud og give den gas, så det er selvfølgelig megaunderligt at hoppe i bilen og tage en tur til Paris og videre til Italien.

Hvad med dine holdkammerater, nåede de at finde ud af, du ikke var til start alligevel?

- De nåede lige at se det, og vi grinte lidt ad det. De ønskede mig held og lykke, og de ved jo godt, det er stort for en ung rytter at køre Giro. De var glade på mine vegne, og så af sted med mig. De skulle jo også selv køre, slutter Gregaard.

Giro d'Italia 2020 begynder den 3. oktober.