Cykling

Fabio Jakobsen skal have nyt ansigt: Fortæller detaljer om operationer

Cykelverdenen var i chok efter Fabio Jakobsens styrt. To måneder efter er han fortsat ved at komme sig.

Quick-Step-cykelrytteren Fabio Jakobsen skal have foretaget flere kirurgiske indgreb for at rekonstruere dele af sit ansigt efter sit voldsomme styrt i august.

Det oplyser han på Twitter, hvor han også fortæller, at de seneste to måneder er gået med at komme sig over styrtet i Polen Rundt. Her blev Jakobsen presset ind i en bandereklame under en spurt, så han smadrede sit ansigt, mistede sine tænder og fik en alvorlig hjernerystelse.

- Den 8. oktober skal jeg igennem den anden operation, så mit ansigt og min mund bliver genskabt. Operationen foregår på Radboud UMC i Nijmegen, og jeg vil være i hænderne på Dr. Bergé og Dr. Meijer.

- Under operationen skal der flyttes knogler, der bliver taget fra mit bækken, til min over- og underkæbe. Der mangler nogle knogler der, og de skal hele i nogle måneder.

- Efter det venter endnu en operation, hvor der skal etableres implantater i min kæbe, så jeg kan få nye tænder. Dem mistede jeg under styrtet, skriver Fabio Jakobsen.

Det 24-årige hollandske talent kæmpede med om sejren i en massespurt på 1. etape i Polen Rundt, da han blev presset ud i barrieren af landsmanden Dylan Groenewegen.

Reklamebarrieren splintredes, da Fabio Jakobsen ramte den i høj fart, og flere andre ryttere blev revet med i faldet.

Holdkammerat reddede hans liv

På Twitter har holdkammeraten Florian Senechal tidligere i september fortalt, at han har besøgt Fabio Jakobsen. Her modtog han en gave med teksten: "Tak fordi du reddede mit liv."

- Jeg var den første, der kom hen til dig efter styrtet. Jeg løftede dit hoved, så du kunne trække vejret. Du kommer endnu stærkere tilbage, min ven, skriver Florian Senechal.

Jakobsen blev lagt i kunstig koma, da han havde modtaget behandling på stedet, og to dage senere blev han vækket. Han blev derudover opereret i ansigtet i fem timer.

Omtrent to uger efter styrtet sendte han en udtalelse ud, hvori der blandt andet stod:

- Jeg vil lade alle vide, at jeg er taknemmelig for at være i live.

- Alle beskederne og de opmuntrende ord har givet mig enorm styrke. Skridt for skridt kan jeg se fremad, og jeg vil kæmpe for at komme tilbage, siger Fabio Jakobsen.

Hans seneste udtalelse er hans første i flere måneder. På Instagram har han suppleret teksten med et billede af sit baghoved, mens han kigger på et fly på himlen.

- Get well soon. Forza Fabio, står der på et banner efter flyet: God bedring. Kom så, Fabio.