Giro d'Italia

Giro-mandskab får stor bøde for sin opsigtsvækkende trøje

EF Pro Cyclings manager er slet ikke tilfreds med bøden og forsøger nu at få den annulleret.

Det koster nu World Tour-holdet EF Pro Cycling, at de har skiftet trøjer op til årets Giro d’Italia.

Det amerikanske mandskab har skiftet sin lyserøde trikot ud med en trøje fra cykelproducenten Rapha designet af skateboardmærket Palace, og nu må de til lommerne og af med 31.000 kroner.

Bøden, der i cykelsammenhænge betragtes som en stor bøde, på 4500 schweizerfranc er tildelt af Den Internationale Cykelunion (UCI) efter lørdagens åbningsetape. Den nyhed modtog EF Pro Cycling-manager Jonathan Vaughters ikke med åbne arme.

- UCI, I gør altid det, der er bedst for sporten, ikke? Tak for bøden for at bære vores skøre ænder. Jeg håber, at David Lappartient (UCI-direktør, red.) nyder sin middag på vores regning, skriver den sarkastiske amerikaner på Twitter.

Han skriver, at de har indberettet de farvestrålende trøjer til UCI og påstår, at cykelunionen har glemt det. Derfor forsøger han nu at få bøden annulleret.

EF-præsident begejstret over trøje

De har skiftet trøjer, fordi førertrøjen i det italienske løb også er lyserød. Trøjeskiftet har dog været alt andet end diskret, og den har således får meget omtale. Designerne ser ud til at have fået frie tøjler, og det er endt ud i en trøje fyldt med farver og Palaces logo, en and, på maven.

Og resultatet er yderst tilfredsstillende for præsidenten for EF Pro Cycling, Mary Wittenberg. Det sagde hun inden Giroen.

- Man kan ikke undgå at smile, dreje hovedet og sige ”hvad?”. Det er i hvert fald vores håb, når man ser denne fabelagtige kollektion, sagde Mary Wittenberg til holdets hjemmeside.

Det amerikanske hold kører - bøde eller ej - videre i Giroen, når anden etape af løbet begynder søndag middag.