- Er 2020 den vildeste sæson i mands minde?
Det er et spørgsmål, der har presset sig på, efter at der i Giroen i går blev vendt op og ned på det hele - for anden gang i løbet af kun fire dage.
Siden cykelsæson startede igen efter coronapausen, har det ikke skortet på dramatik, spænding og godt cykelløb.
I Critérium du Dauphiné så vi de første tegn på svaghed fra Team INEOS, hvor både Geraint Thomas og Chris Froome var meget langt fra formen, og Egan Bernal måtte udgå med rygproblemer. På næstsidste etape væltede flere af podiekandidaterne, hvilket gjorde, at sidste etape var fuldstændig åben, og det blev et festfyrværkeri af angreb. Den franske darling Thibaut Pinot gik fra at ligne en sikker vinder til at være helt ude i torvene og så alligevel næsten få reddet situationen med sin andenplads.
Selvom nogle syntes, det lod vente på sig i Tour de France, fik vi jo også masser af festfyrværkeri her. Navnlig fra den unge Tadej Pogacar. Enkeltstarten på Planche des Belles Filles kommer vi til at snakke om de næste mange år, hvor førnævnte Pogacar kører en fænomenal enkeltstart. Han gjorde det, kun få troede var muligt. Han overtog førertrøjen fra Primoz Roglic.
Derudover skal det også nævnes, at det kun var en enkelt rytter der forblev på samme placering i top ti, som han startede dagen med at have. Sjældent har en enkeltstart budt på så mange ændringer.
Den netop oversået weekend bød også på en vanvittig drejning i både BinckBank Tour og Liege-Bastogne-Liege.
I førstnævnte lavede Mathieu van der Poel et kup, som Egon Olsen nok ville betegne som kuppet over alle kup, ved at angribe 75 kilometer ude og holde alt og alle bag sig. I sidstnævnte var løbet måske lidt længe om at komme i gang, men finalen gav så i den grad underholdning i overflod. Spurten, der afgjorde løbet... Ja, jeg kan ikke huske, jeg har set en spurt i en femandsgruppe, der bød på så meget dramatik.
Først kommer Mohoric op bagfra, uden der har været TV-billeder af, at han slog hullet til forfølgergruppen, og går direkte forbi. Så åbner Alaphilippe spurten. En spurt hvor han både når at give Hirschi et ordentlig svaj, så denne river foden ud og er tæt på at karambolere med Pogacar. Dernæst jubler Alaphilippe for tidligt, således at Roglic på stregen kan kaste cyklen frem, så han slår Alaphilippe og vinder løbet.
Som førnævnt, ja så har Giroen allerede kun fire dage gammel vendt op og ned på det hele flere gange. Først så det ud til, at Simon Yates og Geraint Thomas var de helt store vindere efter at have taget voldsomt meget tid på de andre forhåndsfavoritter på enkeltstarten, der indledte løbet. På tredje etape, som sluttede op af Etnas nordside, smed de begge to meget tid, og danske Jakob Fuglsang gik fra at være i en skidt position, til igen at være i en rigtig god position. For at det ikke skal være nok, endte Thomas med at udgå inden fjerde etape.
I forlængelse af mine overvejelser om hvor vild denne sæson er, pressede spørgsmålet sig hurtigt på, er det bare fordi du har den i frisk erindring? Begejstringen er jo oftest højest lige efter, man har oplevet noget. Nuet virker altid mere fantastisk end sidste års begivenheder. Lidt ligesom når du lige er steget af Dæmonen i Tivoli, så er du helt oppe at køre, medmindre du lige inden turen har spist en softice og to franske hotdogs. Jeg er dog helt og aldeles overbevist om, at 2020-sæsonens højdepunkter kommer til at være nogen, vi vender tilbage til og snakke om som værende noget specielt mange år ud i fremtiden.
En af forklaringen på det er den nye generations fandenivoldskhed, når de kører på cykel. Ryttere som Tadej Pogacar, Wout van Aert, Remco Evenepoel, Mathieu van der Poel og Marc Hirschi for at nævne nogle. De skal bare udover stepperne. Jeg kan huske, jeg så Burgos Rundt og rystede lidt på hovedet over Remco Evenepoel, der på første etape angriber solo i et fuldstændigt dødsdømt projekt.
Jeg fik ret i, at projektet i det tilfælde var nytteløst, men så gjorde han bare det samme i Polen Rundt ugen efter, hvor det så lykkedes. Den offensive tilgang til sporten er en gave, og selvom os gamle cykelryttere en gang imellem er efter dem, når de laver fejl, ja, så skal de blive ved med at lave dem, for hvor er de en gave til cykelsporten. Hvor er det en gave, når Tadej Pogacar trodser sportsdirektørerne, der maner til besindighed på en etape i Pyrenæerne og så bare går i offensiven alligevel.
Noget andet, der har gjort denne sæson så speciel, er den atypiske optakt til løbene.
Opskriften på at være i god form til Tour de France har været ret klar de seneste mange år: Tre til fire etapeløb i foråret samt et par endagsløb efterfulgt af højdetræningslejr, inden man så kørte Dauphiné eller Schweiz Rundt. Denne opskrift kunne ikke følges på samme måde i år, og det har altså gjort, at der var ryttere, der fejlede lidt i forberedelse. Eksempelvis kørte Egan Bernal tre etapeløb i streg i Frankrig for at få løbsdage i benene, og det var nok lige at stramme buen for hårdt.
Den sammenpressede kalender har helt sikkert også sin del af forklaringen. Rytterne og holdene har virkelig har skulle tage nogle svære valg. Jakob Fuglsang måtte droppe sit forsvar af sejren i Liege, da løbet kolliderede med Giroen. Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen droppede VM for at forberede sig på brostensløbene. Og sådan kunne jeg blive ved.
Når kalenderen er så sammenpresset, bliver der løb undervejs, hvor holdene er nødt til at være ude i tredje- og fjerdevalg til de sidste pladser. For holdet er det selvfølgelig ikke optimalt, men for underholdningen er det bestemt ikke skidt. Nogle af de mest interessante momenter i Tour de France var jo, når det var kaptajn imod kaptajn, og hjælperne sad længere nede ad bjerget.
Dermed er der altså lagt i kakkelovnen til en vild Vuelta og nogle vilde brostensklassikere, hvor kaptajnerne ikke kan tage for givet, at de kommer til at sidde i finalerne omgivet af et stort og stærkt hold. For kalenderen bliver ikke lige frem mindre presset henimod afslutningen på måneden - eksempelvis er der Giro, Vuelta og Paris-Roubaix på en og samme dag søndag den 25. oktober.
Mellemregningen må altså blive, at selvom vi ikke endelig kan sætte to streger under cykelåret 2020, da der jo fortsat mangler en del løb, ja så går det imod at blive en sæson, vi vil huske meget længe.