Giro d'Italia

Succesfuld INEOS-rytter sammenlignes med Indurain

Bradley Wiggins, der vandt Tour de France i 2012, mener, at Filippo Ganna er meget længere i sin cykeludvikling, end briten var i samme alder.

4600 højdemeter og 225 kilometer.

Det lyder ikke just som en drøm af en ruteprofil for en relativ tung cykelrytter som verdensmesteren i enkeltstart, Filippo Ganna.

Den eneste person, jeg kan tænke på, er Miguel Indurain

Bradley Wiggins, tidligere Tour de France-vinder om cykelrytteren Filippo Ganna

Men italieneren overraskede en hel cykelverden på 5. etape af Giro d' Italia, hvor Ganna dagen igennem holdt favoritterne på den bjergrige etape bag sig, så den 24-årige cykelrytter til sidst kunne strække den arm i triumf på målstregen i Camigliatelle Silano.

Filippo Ganna rager med sine 193 centimeter godt op i Giro-feltet, og med sine 82 kilo er det nærmest naturstridigt, at italieneren formåede at trodse tyngdekraften og vinde en flot solosejr på 5. etape.

En elegant cykelrytter

Bradley Wiggins, der i 2012 vandt Tour de France, fungerer i dag blandt andet som cykelekspert på Eurosport.

Den tidligere engelske landevejs- og banerytter hylder Gannas truimf i Giroen i høje vendinger og sammenligner italieneren med en af cykelsportens allerstørste stjerner.

- Den eneste person, jeg kan tænke på, er Miguel Indurain. Han viste med sine 80 kilo, at han stadig kunne klatre og se elegant ud på cyklen. Ganna får det også til at se elegant ud, siger Bradley Wiggins til Eurosport.

Den femdobbelte olympiske mester i banecykling siger desuden, at han ser Filippo Ganna som en krydsning mellem den tidligere schweiziske tempospecialist og verdensmester i enkeltstart Fabian Cancellara og briten Ian Stannard, der i statur minder om italieneren.

- Han burde ikke være i stand til at klatre så godt, siger Bradley Wiggins om Gannas magtdemonstration på Giroens 5. etape.

Men ifølge cykeleksperten kan Filippo Gannas unikke kombination af råstyrke og klatreevner bringe ham langt inden for cykelsporten.

Gannas gode gener

Det store spørgsmål er, om Filippo Ganna på sigt kan - og vil - udvikle sig til en decideret klassementsrytter og forsøge gå i fodsporene på Miguel Indurain og Bradley Wiggins og stå øverst på Tour-podiet i Paris.

Tour-vinderen fra 2012 er ikke i tvivl om, at Ganna som 24-årig er meget længere i sin udvikling, end Bradley Wiggins selv var, da han var i samme alder.

Ifølge Wiggins er Filippo Ganna både stærkere og bedre genetisk disponeret fra naturens side i forhold til at køre stærkt på en cykel.

Hvis den italienske tempospecialist vælger at satse på en fremtid som kaptajn i de største etapeløb, vil det dog kræve en transformation over en årrække som indeholder flere udfordringer.

Dels skal italieneren tabe sig en del for at være konkurrencedygtig med verdens bedste bjergryttere, men samtidig kræver det, at Filippo Ganna ikke mister sin store råstyrke, siger Bradley Wiggins.