Cykling

Paris-Roubaix er aflyst

Synet med rytterne på brostene i Paris-Roubaix må vente til 2021. Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Hverken mændene eller kvinderne kommer til at køre Paris-Roubaix i år på grund af coronasituationen.

Cykelfans verden over skal i år kigge langt efter ryttere på de toppede brosten i Paris-Roubaix.

Årets udgave af cykelklassikeren er nemlig aflyst grundet coronasituationen. Det skriver løbsledelsen i en pressemeddelelse.

- I den nuværende sundhedssituation med covid-19 og med restriktionerne udstukket af de franske myndigheder må vi med beklagelse meddele, at Paris-Roubaix 2020 og Paris-Roubaix Femmes er aflyst.

Med andre ord får hverken mændene eller kvinderne lov til at køre den mytiske brostensklassiker.

Begge løb skulle være kørt 25. oktober. Løbet er dog tilbage 11. april 2021.

30. september meddelte arrangørerne af en anden cykelklassiker, Amstel Gold Race, at man ligeledes måtte aflyse årets løb grundet coronasituationen i Holland.

Lyn-analyse

Det er et af de vildeste løb, hvis ikke det vildeste løb på kalenderen. Det er et kæmpestort tab – både for rytterne, cykelsporten, men også for alle fans, der elsker Paris-Roubaix.

Normalt står Paris-Roubaix og Flandern Rundt på toppen af brostensløbene, og nu er der kun Flandern Rundt tilbage. Nu er det løb ekstra vigtigt.

En af cykelsportens største løb

Coronapandemien havde i forvejen forskubbet det meste af cykelkalenderen, hvor næsten alle klassikerne køres i foråret.

Men nu umuliggør pandemiens genopblussen de fleste steder altså, at cykelfeltets mest slidstærke ryttere får mulighed for at duellere på de lange brostenspavéer på de franske veje.

Paris-Roubaix rangerer som et af cykelsportens allerstørste løb og er blandt de fem monumenter, som enhver klassikerspecialist drømmer om at vinde.

Løbet blev sidste år vundet af den belgiske stjerne Philippe Gilbert, som har vundet fire af de fem monumenter. Kun Milano-San Remo mangler han på sin imponerende meritliste.

De øvrige er Flandern Rundt, Milano-San Remo, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, hvor danske Jakob Fuglsang har vundet de to sidstnævnte i henholdsvis 2019 og 2020.

Der køres dog fortsat cykelløb i øjeblikket. Grand Touren Giro d'Italia er inde i slutningen af sin første uge, og før det slutter, indledes årets sidste grand tour, Vuelta a España.