Cykling

Cavendish i tårer, da det gik op for ham, at hans karriere måske er forbi

Mark Cavendish, der er en af cykelsportens mest vindende ryttere, har sandsynligvis kørt sit sidste løb.

En ekstraordinær cykelkarriere ser ud til at have fået ualmindeligt rørende afslutning.

I et meget følelsesladet interview efter klassikeren Gent-Wevelgem fortalte Mark Cavendish, at det måske var karrierens sidste løb.

Cavendish tørrede sig to gange under næsten og snøftede, inden han tog sine solbriller af og lod bagsiden af den højre hånd tørre næsen igen.

- Det var måske det sidste løb i min karriere. Jeg er lidt…, sagde Mark Cavendish til Sporza, mens han tørrede tårer væk fra både det højre og venstre øje, inden han tog solbrillerne på igen.

Tror du virkelig, det var det sidste løb?

- Måske, ja, svarede Cavendish, inden han opgav at sige mere og kørte hulkende videre.

Det rørende og storladne øjeblik matcher den imponerende karriere, 35-årige Mark Cavendish har holdt kørende i halvandet årti. Cavendish gik i hjerterne på mange cykelfans, inden både karrieren og søndagens interview endte med en lidt uforløst afslutning - som nummer 74, over seks minutter efter vinderen, Mads Pedersen.

Som tidligere verdensmester, vinder af 30 Tour de France-etaper, 15 Giro d’Italia-etaper og mange andre løb havde Mark Cavendish fortjent en større afsked, end han fik i Gent-Wevelgem.

De seneste sæsoner har Cavendish været hårdt ramt af skader, og de seneste fire år er det blot blevet til to sejre. Den seneste i Dubai Tour næsten 1000 dage før afskeden i Wevelgem.

Mark Cavendish’ etårige kontrakt med Bahrain – McLaren udløber ved årsskiftet, og med dagens udmelding forventer briten ikke at skrive under på en ny aftale. Ligeledes virker det heller ikke til, han stiller op til Schelderprijs onsdag den 14. oktober, hvor han ellers var ventet ved startstregen.

Udvalgte bedrifter

  • Verdensmester på landevej
  • 3 x verdensmester i parløb på bane
  • 48 Grand Tour-etapesejre
  • Vinder af monumentet Milano-Sanremo
  • Vinder af pointtrøjen i Giroen, Touren og Vueltaen