Giro d'Italia

Tommel op fra Fuglsang: - Chancerne for Giro-sejr er ikke blevet mindre

Tomlen er i vejret fra Jakob Fuglsang efter den første uge af Giro d'Italia. Luca Zennaro / Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang er godt tilfreds med sin første uge af Giro d'Italia. Danskeren ligger nummer seks i klassementet og har vist sig blandt de stærkeste.

Jakob Fuglsang er både Bjarne Riis' og Chris Anker Sørensens favorit til at slutte øverst på podiet, når Giro d'Italia slutter om små to ugers tid.

Efter solid og stærk kørsel i den første uge af den italienske Grand Tour er den danske stjerne nu også bookmakernes favorit til at snuppe den samlede sejr.

Favoritværdigheden var Astana-kaptajnen dog ikke selv meget for at forholde sig til på den første hviledag af det store og prestigefyldte, italienske cykelløb, hvor danskeren ligger nummer seks - 1 minut efter João Almeida i førertrøjen.

- Chancerne for at vinde er i hvert fald ikke blevet mindre efter den første uge. Der er helt sikkert muligheder, men det gælder om at gribe de rette momenter, lød det fra en optimistisk Fuglsang.

- Det har været en god uge, hvis vi ser bort fra enkeltstarten på 1. etape. Jeg har indhentet noget tid på nogle af konkurrenterne. Jeg er godt tilfreds med, hvordan det er gået.

Imponeret over hollandsk konkurrent

Den 35-årige dansker har indtil videre vist sig som en af de absolut stærkeste, når terrænet i det italienske bliver krævende.

Derudover er den voksende optimisme og tiltro til en samlet dansk-sejr ikke blevet mindre, efter forhåndsfavoritterne Geriant Thomas og Simon Yates begge er udgået undervejs i løbets første uge.

Men Jakob Fuglsang er bestemt ikke færdig med at se efter konkurrenterne. Særligt forventer han hård konkurrence i klassementet fra hollandsk side.

- Wilco Kelderman har vist sig utrolig stærk, og nok også stærkere end jeg troede. Jeg har ikke fået taget tid fra ham endnu, siger Astana-kaptajnen om hollænderen, der aktuelt er nummer to i løbet.

- Der er stadigvæk lang vej endnu. Det bliver en taktisk Giro fra nu af. Der er ikke et hold, der bare er stærkere end alle andre. Løbet er meget åbent.

Wilco Kelderman og Jakob Fuglsang kom sammen i mål på 9. etape.

Giro-sejr vil være det største

Selvom den danske stjernerytter ikke er klar til at påtage sig rollen som favoritten, så er Fuglsang ikke i tvivl om, hvor stor en Giro d'Italia-sejr vil være.

- Det vil helt sikkert være det største i karrieren. Selvom det selvfølgelig er svært at sammenligne sejre, forklarer danskeren på sit pressemøde.

Fuglsangs bedste resultat i en af cykelsportens tre Grand Tours var en samlet syvendeplads i Tour de France tilbage i 2013. Til gengæld har han vundet to af cykelsportens monumenter. Endagsløbene Lombardiet Rundt og Liége-Bastogne-Liége.

Det er også i den franske rundtur, Danmark står noteret for den eneste samlede sejr i en Grand Tour. Bjarne Riis vandt i 1996, men indrømmede senere brug af doping.

Klassementet på første hviledag i Giro d' Italia

  1. João Almeida
  2. Wilco Kelderman +30"
  3. Pello Bilbao +39"
  4. Domenico Pozzovivo +53"
  5. Vincenzo Nibali +57"
  6. Jakob Fuglsang +1'01"
  7. Harm Vanhoucke +1'02"
  8. Patrick Konrad +1'11"
  9. Jai Hindley +1'15"
  10. Rafal Majka +1'17"