Cykling

Cavendish udtaget til klassiker to dage efter tårevædet ”afsked”

Mark Cavendish skal køre den belgiske klassiker Scheldeprijs, som han har vundet tre gange tidligere.

Trods tårer og et ”det var måske det” efter søndagens Gent-Wevelgem er Mark Cavendish ikke færdig som professionel cykelrytter.

Det stod klart tirsdag, da hans Bahrain-McLaren-mandskab satte navn på sine syv ryttere til onsdagens klassiker Scheldeprijs. Her fremgår den 35-årige brites navn.

Og trods nogle hårde år og en karriere, der sandsynligvis lakker mod enden, kommer Cavendish til at spille en hovedrolle for sit mandskab.

- Vi kommer til at køre for Mark Cavendish, som har været meget succesfuld i løbet, siger sportsdirektør Tristan Hoffman på holdets hjemmeside.

Og ”meget succesfuld i løbet” er nærmest en underdrivelse. Briten har vundet Scheldeprijs tre gange og kommet på andenpladsen to gange.

Bahrain-McLarens hold til Scheldeprijs

  • Mark Cavendish
  • Sonny Colbrelli
  • Kai Chun Feng
  • Ivan Garcia Cortina
  • Marco Haller
  • Luka Pibernik
  • Alfred Wright

Hårde år og sejrstørke

Cavendish går ind til løbet efter nogle år med skader, styrt og nedture.

Hans seneste sejr skal man således 978 dage tilbage i tiden for at finde, da han vandt 3. etape af Dubai Tour.

Derfor er sandsynligheden for en kontraktforlængelse med Bahrain-McLaren ikke stor. Det blev tydeligt efter søndagens Gent-Wevelgem, hvor briten ikke kunne holde følelserne inde, da han tænkte på sin fremtid som professionel cykelrytter.

- Det var måske det sidste løb i min karriere. Jeg er lidt…, sagde Mark Cavendish til Sporza, mens han tørrede tårer væk fra både det højre og venstre øje, inden han tog sine solbriller på igen.

Tror du virkelig, det var det sidste løb?

- Måske, ja, svarede Cavendish.

Det blev det dog ikke. Om onsdagens belgiske klassiker markerer britens sidste løb, fremgår ikke af pressemeddelelsen.