Giro d'Italia

- Det er lidt skræmmende, siger Fuglsang om positive coronatests

Jakob Fuglsang har gode muligheder for at stryge til tops i Giroen efter en lang stribe af udgåede ryttere. Men han er nervøs for, hvad den nærmeste fremtid bringer. Luca Bettini / Ritzau Scanpix

Flere ryttere har udtrykt bekymring vedrørende coronasmitten, som eksploderede i Giro d'Italia tirsdag og har sendt flere ryttere ud af løbet.

- Det ser ud, som om at shit is getting real. Det er lidt skræmmende med så mange positive tilfælde, og at Mitchelton-Scott trækker hele holdet. Man bliver altså en lille smule nervøs.

Sådan siger Astana-kaptajnen til B.T. Den danske forhåndsfavorit reagerer bekymrende på den coronabombe, der eksploderede tirsdag formiddag i Giro d'Italia.

Steven Kruijswijk, der var en af forhåndsfavoritterne, og cykelstjernen Michael Matthews er ud af løbet med positive testresultater for covid-19, ligesom hele Jumbo-Visma-mandskabet også har trukket sig.

Som Fuglsang nævner, har Mitchelton-Scott også valgt at trække sig fra det italienske cykelløb, da fire folk blandt personalet er testet positive.

Vil til Milano for enhver pris

Mauro Vegni, der er løbsdirektør i Giro d’Italia, har været ude og beklage de mange smittetilfælde, hvorfor rytterne kan se frem til yderligere tests.

- Vi er selvfølgelig bekymrede for, at der kan være flere tilfælde på holdet, hvor der er folk, der er testet positive. Det er derfor, at vi foretager yderligere tests på holdene. Vi forsøger at gøre opmærksom på, at alle folk, der er involveret i løbet, ikke skal have besøg fra venner eller folk udefra, siger Vegni til Rai Sport ifølge La Flamme Rouge.

- Intentionen er at komme til Milano for enhver pris. Selvfølgelig uden at tilsidesætte sundhedssikkerheden eller andre store problemer.

UCI bliver nødt til at regulere det her og komme med ændringer hurtigst muligt

Jos van Emden, Jumbo-Visma

Bekymringen har stået på i et stykke tid

Allerede mandag aften var flere ryttere ude og udtrykke deres bekymring om hele håndteringen af at holde smitten ude af løbet.

Jos van Emden fra Jumbo-Visma, der altså ikke stiller til start tirsdag, fortalte i The Cycling Podcast mandag aften, at han bestemt ikke er tilfreds med rytternes forhold, som han mener er så dårlige, at det gambler med deres sikkerhed.

- Det føles slet ikke sikkert. Det første hotel, vi boede på, var vi indlogeret sammen med fem andre hold, hvilket egentlig var okay, fordi alle hold er indforstået med retningslinjerne om, hvordan vi skal opføre os. Problemet bestod dog i, at der også var en hel masse andre civile gæster. De spiste alle sammen fra den samme buffet. Det er ikke godt nok, og det bliver sikkert værre og værre.

- UCI bliver nød til at regulere det her og komme med ændringer hurtigst muligt. Som hovedorganisator af løbet skal de tage mere ansvar for vores sikkerhed. De tænker kun på sig selv. Så længe de ikke bliver smittet, så er alt i den skønneste orden, virker det til, lyder det skarpt fra Jos van Emden i podcasten.

Tidligere havde Mitchelton-Scott-rytteren Simon Yates trukket sig fra Giroen grundet en positiv coronatest. Også AG2R og Ineos er ramt af hver en positiv test hos en ansat.

Tirsdagens 10. etape blev sat i gang som planlagt.