Cykling

Danske topryttere udgår af klassiker

Mads Pedersen vandt Gent-Wevelgem. - / Ritzau Scanpix

De bekymrende nyheder kommer fire dage før den prestigefyldte klassiker Flandern Rundt.

To af weekendens helt store vindere er ude af den belgiske klassiker Scheldeprijs.

Det drejer sig om vinderen af Paris-Tours, Casper Pedersen, og vinderen af Gent-Wevelgem, Mads Pedersen, som begge er stået af undervejs i løbet.

Årsagen til Casper Pedersens exit er et styrt. Det skriver både NOS og Sporza.

- Casper Pedersen, der vandt Paris-Tours søndag, faldt hårdt og er udgået af Scheldeprijs, skriver NOS.

Til gengæld går meldingerne fra Mads Pedersens hold, Trek Segafredo, på, at den tidligere verdensmester ikke har været nede.

- Mads Pedersen har trukket sig fra løbet efter at have følt ubehag i sin hasemuskel. Holdet har besluttet, at det var bedste at hvile ham før Flandern Rundt, skriver holdet på Twitter.

Både Mads og Casper Pedersen er på startlisten til det store løb Flandern Rundt på søndag.

Løbet blev senere vundet af australske Caleb Ewan i en massespurt, hvor blandre andre danske Riwal-Securitas' nordmand August Jensen styrtede. Han blev liggende på asfalten, og hans tilstand er endnu uvis.

Mørkøv trak sig inden løbet

En anden dansker, der skulle have kørt løbet, men som ikke endte med at stille til start alligevel, er Michael Mørkøv.

Deceuninck-Quick Step-rytteren følte sig nemlig dårlig fra morgenstunden, og derfor blev han erstattet af Zdenek Stybar.

Holdet foretog en coronatest, som viste negativ, men ville alligevel ikke tage nogen chancer, skriver Sporza.