Giro d'Italia

Ét lyspunkt i Fuglsangs deroute

Chris Anker Sørensen er ikke klar til at gå i panik over Jakob Fuglsangs tidstab i Giro d'Italia.

For danske Jakob Fuglsang blev tirsdagens etape i årets helt store mål, Giro d'Italia, en til glemmebogen.

Astana-kaptajnens drøm om den lyserøde førertrøje punkterede bogstaveligt talt i regnen, da danskeren fik et fladt dæk med 10 kilometer til mål på den kuperede etape.

Det resulterede i et tidstab til konkurrenterne på lidt mere end et minut og sætter i den grad Fuglsang under pres i jagten på et samlet topresultat i den italienske Grand Tour.

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen er dog ikke klar til at trykke på den 'store, røde alarmknap' endnu.

- Det er da vanvittigt frustrerende, men han skal ikke gå i fuld panik. Det er jo et uheld, der sætter ham tilbage.

- Jeg havde været langt mere bekymret, hvis det var, fordi han blev sat og ikke kunne følge med de andre. Tidstabet er ikke optimalt, men det er heldigvis ikke fordi, han er dårligt kørende.

Efter etapen var den danske stjerne da hellere ikke videre nedslået - i stedet er han allerede i gang med at se fremad.

- Vi må bare komme over det og fokusere på de kommende dage. Der er stadig masser af chancer, siger Jakob Fuglsang i et tweet fra sit Astana-hold.

Nu får vi Fuglsang i offensiven

Med tirsdagens tabte tid er Jakob Fuglsang nu mere end to minutter efter løbets førende rytter, João Almeida.

Samtidig er danskeren også faldet ud af top-10. Nu indtager Astana-kaptajnen 11.-pladsen.

Derfor forventer Chris Anker Sørensen da også, at vi får en mere offensiv Fuglsang at se i resten af Giro d'Italia.

- Han er ikke helt ude af kampen, men nu skal han ud og angribe. Han kan ikke køre lige så afventende.

- Fra at kunne se de andre an er det nu ham, der skal tage initiativ. Det kan godt være lidt farligt.

Jakob Fuglsang var på mandagens hviledag bookmakerens favorit til den samlede sejr i Giro d'Italia, som slutter om små to uger.

Efter tidstabet tirsdag vurderes Fuglsang nu som femtestørste favorit til sejren. Wilco Kelderman er favoritten.

Klassementet i Giro d' Italia

  1. João Almeida
  2. Wilco Kelderman +34"
  3. Pello Bilbao +43"
  4. Domenico Pozzovivo +57"
  5. Vincenzo Nibali +1'01"
  6. Patrick Konrad +1'15"
  7. Jai Hindley +1'19"
  8. Rafal Majka +1'21"
  9. Fausto Masnada +1'36"
  10. Hermann Pernsteiner +1'52"
  11. Jakob Fuglsang +2'20"