Vuelta a España

Mørkøv udtaget til Quick Steps Vuelta-hold

Michael Mørkøv er klar til Vueltaen. Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

Michael Mørkøv bliver igen Sam Bennetts højre hånd i det spanske etapeløb, der i år kun er 18 etaper langt.

Landet er et andet, men opgaven bliver den samme for Michael Mørkøv, der onsdag blev udtaget til Vuelta a España.

Her får Deceuninck-Quick Step-danskeren samme rolle som i Tour de France, hvor han var trofast leadout-mand for sprinteren Sam Bennett. Den hurtige irer, der vandt to etaper i den franske rundtur, er også udtaget til Vueltaen.

- Sam deltager efter et stort Tour de France, og han vil igen sætte sin lid til et stærkt leadout-tog, siger sportsdirektør Rik Van Slycke på holdets hjemmesiden.

I pressemeddelelsen skriver de, at Sam Bennett får hjælp af Shane Archbold, Michael Mørkøv and Zdenek Stybar i sprintertoget.

Har vundet Vuelta-etape

Mørkøv fik debut i Vuelta a España i 2013, hvor han vandt 6. etape, og årets udgave bliver hans fjerde deltagelse i løbet.

- Vi ser frem til sæsonens sidste Grand Tour og er glade for, at det bliver afholdt til trods for omstændighederne. Vores hold er en blanding af ungdom og erfaring, som kan levere nogle virkelig fine resultater i Spanien, siger sportsdirektøren.

Derudover giver holdet Grand Tour-debut til Andrea Bagioli, Ian Garrison og Jannik Steimle.

Vueltaen begynder på tirsdag og er på grund af coronapandemien forkortet fra 21 til 18 etaper.

Deceuninck-Quick Steps Vuelta a España-hold

  • Sam Bennett
  • Shane Archbold
  • Michael Mørkøv
  • Zdenek Stybar
  • Mattia Cattaneo
  • Andrea Bagioli
  • Ian Garrison
  • Jannik Steimle

Sidst, Mørkøv og Bennett kørte løb sammen, var i Paris, hvor Bennett vandt foran Mads Pedersen:

Efter flot forarbejde af to danskere vandt Sam Bennett den ikoniske 21. etape på Champs-Élysées. Verdensmesteren Mads Pedersen blev nummer to. Video: TV 2 SPORT