Vueltaen lukker stigninger

En række stigninger i årets sidste Grand Tour skal bestiges uden opbakning fra cykelfans.

Som et af flere nye tiltag har Vuelta a España besluttet at skærme rytterne for tilskuere på en række af løbets stigninger.

Det sker for at undgå yderligere spredning af den nye coronavirus, oplyser Vueltaen på sin hjemmeside.

I alt vil stigninger på halvdelen af løbets 18 etaper være lukket land for de spanske cykelfans:

  • 1. etape: Puerto de Arrate
  • 3. etape: Laguna Negra
  • 6. etape: Col du Tourmalet
  • 7. etape: Puerto de Orduña
  • 8. etape: Alto de Moncalvillo
  • 11. etape: Alto de la Farrapona
  • 12. etape: Alto del Angliru
  • 13. etape: Mirador de Ézaro (enkeltstart)
  • 17. etape: Alto de la Covatilla

Under sommerens Tour de France blev flere stigninger også lukket af for tilskuere.

Flere ændringer i 2020

Det er også besluttet, at den 75. udgave af Vuelta a España afvikles uden de sædvanlige aktiviteter rundt om løbet. Der bliver eksempelvis ikke nogen Parque Vuelta, hvor tilskuere kan samles, ligesom reklamekaravanen og andre sponsoraktiviteter heller ikke er en del af årets Vuelta.

I start- og målområder vil der også kun være adgang for et begrænset antal tilskuere, og så vil holdbusserne parkere bag lukkede døre, så tilskuere og pressen heller ikke kan komme tæt på rytterne der.

Vuelta a España tilføjer, at der kan komme flere tiltag for at mindske spredningen af den nye coronavirus, hvis det bliver nødvendigt.

Ifølge TV 2s seneste tal er Spanien et af de lande, der er hårdest ramt af coronapandemien. De seneste to uger er 140.702 personer blevet smittet med den nye coronavirus. Det samlede smittetal er knap 900.000, hvoraf 33.124 spaniere er døde med covid-19.

Vuelta a España begynder den 20. oktober. Løbet vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Se sendeplanen her.