Giro d'Italia

Bjerg langer ud efter fans

Mikkel Bjerg er træt af, at mange Giro-fans ikke bruger mundbind.  Luca Bettini / Ritzau Scanpix

Den nye coronavirus har sat et stort præg på Giro d’Italia. Mikkel Bjerg frygter, det fortsætter sådan.

Frygten for flere positive coronaprøver lever videre i Giro d’Italia, hvor de 512 seneste prøver var negative.

Det er danske Mikkel Bjerg er tydeligt eksempel på. Til Ekstra Bladet fortæller han, at han er hamrende irriteret over, at mange fans ikke passer godt nok på sig selv og rytterne.

- Folk tager det bare ikke seriøst. De snakker meget om rytternes sikkerhed, men i virkeligheden er det meget værre med alle fansene. Der står 5.000 mennesker på en stigning uden mundbind og skriger os ind i hovedet. Jeg kan sagtens forstå, hvis folk bliver syge af det her, siger Mikkel Bjerg.

Siden Giro-starten på Sicilien den 3. oktober har tre store stjerner forladt løbet med en positiv covid-19-test i hånden: Simon Yates (Mitchelton-Scott), Steven Kruijswijk (Jumbo-Visma) og Michael Mattews (Sunweb).

Derudover er en række ansatte på flere forskellige hold testet positiv. Det har fået Mitchelton-Scott og Jumbo-Visma til at trække sig, mens EF Pro Cycling har undersøgt muligheden for at få Giroen afbrudt før tid.

Det ønske er afvist, og i stedet for en afbrydelse af løbet er antallet af prøver øget. Lørdag formiddag præsenterede den internationale cykelunion, UCI, resultaterne af de seneste tests den 15. og 16. oktober: Alle 512 prøver var negative.