Vuelta a España

Valgren udtaget til Vueltaen

Tour de France blev ikke Michael Valgrens sidste Grand Tour i år.  Nils Meilvang / Ritzau Scanpix

NTT har udtaget danske Michael Valgren til årets sidste Grand Tour, Vuelta a España. Det er anden gang i karrieren, at danskeren skal køre Vueltaen.

Michael Valgren skal køre sin anden Grand Tour i år.

Tilbage i september kørte den danske NTT-stjerne Tour de France, og i næste uge er det så Vuelta a España, der venter for Valgren.

Det står klart lørdag, hvor Bjarne Riis-mandskabet har udtaget de otte ryttere til den spanske Grand Tour.

En Grand Tour, hvor der er meget på spil for det sydafrikanske World Tour-hold.

Det er således ved at være sidste udkald, hvis holdet skal vise sig frem og score en ny hovedsponsor.

- For vores hold, der ikke har en hovedsponsor annonceret til næste sæson, går vi ind til Vueltaen velvidende, det er årets sidste løb og den endegyldige mulighed for at vise os selv frem, siger sportsdirektør Alex Sans Vega i pressemeddelelsen.

Tilstanden hos NTT betyder derfor også, at Michael Valgren og de andre ryttere får carte blanche til at jagte store resultater.

- Holdet, vi har med til Spanien, er udtaget til at køre med en stor frihed uden en klassementskaptajn, men med fightere, der kan jagte etapesejre.

NTT-holdet til Vuelta a España:

  • Nicholas Dlamini
  • Reinardt Janse van Resburg
  • Stefan de Bod
  • Carlos Barbero
  • Gino Mader
  • Benjamin Dyball
  • Enrico Gasparotto
  • Michael Valgren

Valgren er den femte dansker, der er udtaget til årets udgave af Vueltaen. Hos Trek-Segafredo er både Niklas Eg og Alexander Kamp udtaget, Michael Mørkøv skal køre leadout for Sam Bennett hos Deceuninck - Quick Step igen, mens Jumbo-Visma giver Jonas Vingegaard Grand Tour-debut.