Cykling

Danskere er skuffede og ærgerlige efter Flandern Rundt

Hverken Kasper Asgreen eller Mads Pedersen var tilfredse med præstationen i årets Flandern Rundt, hvor ingen danske ryttere kørte i top-10.

En 13.-plads i Flandern Rundt er som sådan ikke at kimse af.

Men Kasper Asgreen blev sidste år nummer to i det belgiske monument, og han var tydeligt skuffet efter søndagens udgave:

- Jeg er sgu ærgerlig. Jeg synes, vi kører et godt cykelløb langt hen ad vejen og får også Julian (Alaphilippe, red.) med i den gruppe med van der Poel og van Aert, siger den danske mester til TV 2 SPORT.

- Men han styrter - jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg ser bare, han ligger på jorden, da vi kommer forbi.

Mens Julian Alaphilippe måtte udgå af Flandern Rundt grundet det slemme sammenstød, fortsatte Mathieu van der Poel og Wout van Aert til målstregen, hvor de spurtede om sejren.

Asgreen og de øvrige forfølgere forsøgte at fange dem, men manglede ganske enkelt kræfter til at indhente de to stjerneskud:

- Der var ikke så mange tilbage i den gruppe vi sad i – inklusiv mig selv – der havde benene til at lukke til de to. Det var nok løbets to stærkeste ryttere, og de øgede jo sådan set bare, indtil de skulle køre finalen, siger Asgreen.

Danskeren åbnede spurten om tredjepladsen, men blev hurtigt overhalet af blandt andre norske Alexander Kristoff, der tog den sidste plads på podiet efter van der Poel og van Aert.

Lyn-analyse

Kasper Asgreen gjorde en god figur og var tæt på at komme op til de tre forreste. Brandærgerligt, at han ikke gjorde, men generelt kørte han et flot cykelløb og gjorde, hvad han kunne. Resten af danskerne er lidt skuffende.

 

'Ikke mere at køre med'

Både Kasper Asgreen og Mads Pedersen var inden løbet ellers spået gode chancer af både cykelekspert Chris Anker Sørensen og kollega Søren Kragh Andersen.

- Jeg tror især, at Mads kommer til at gøre det rigtig godt. Han er en af mine favoritter, men jeg håber da, at vi alle tre kommer til at køre finalen, sagde Sunweb-rytteren inden den belgiske brostensklassiker.

Men finalen blev altså uden nogen dansk medvirken. Søren Kragh forsøgte at hjælpe holdkammerat Tiesj Benoot, som fik den yderste placering i top-10, og udgik efterfølgende af løbet.

Den tidligere danske verdensmester Mads Pedersen kom i mål næsten fem minutter efter vinderen på en 59.-plads og skulle lige sunde sig efter skuffelsen, der efter en tur i holdbussen stadig lyste ud af ham.

- Der var bare ikke mere at køre med i dag, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

- Det var ikke det, vi kom efter, så hvis man ikke er skuffet efter sådan en præstation, så tror jeg, man skal finde noget andet at lave.

Også Mads Pedersen har bedre resultater i Flandern Rundt at sammenligne med. I 2018 blev han nummer to.