Cykling

Hollandsk triumf i Flandern Rundt efter tæt spurt

Mathieu van der Poel overspurtede Wout van Aert i finalen i Flandern Rundt og tog en stor sejr. Kasper Asgreen blev bedste dansker.

Det blev en duel imellem de helt store cykelfænomener, da vinderen af dette års Flandern Rundt skulle kåres.

Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe slap væk fra de øvrige konkurrenter tæt på finalen. Men franskmanden bragede ind i en motorcykel, styrtede han og udgik.

Det betød, at Van Aert og Van der Poel skulle afgøre sejren i mellem sig, og her var hollænderen stærkest. Kasper Asgreen blev bedste dansker.

Top-3 i Flandern Rundt

  1. Mathieu van der Poel
  2. Wout van Aert
  3. Alexander Kristoff

Sådan forløb kampen /ritzau

Det blev et løb med fuld fart og væddeløb fra starten, hvor et udbrud på seks mand kom til at få et pænt forspring. Et utålmodigt felt hentede dem dog allerede 50 kilometer fra mål, og så gik det for alvor løs.

Det store slag gik i gang. Alle de store navne var fremme, og en rasende finale langt ude fra havde taget sin begyndelse.

Verdensmester Julian Alaphilippe angreb på en brostensstigning med 45 kilometer til mål, og det flåede det større felt itu.

De store kanoner Wout van Aert, Mathieu van der Poel, Dylan van Baarle, Oliver Naesen med flere rykkede alle med, og en front med alle forhåndsfavoritterne blev samlet.

I et kort øjeblik gik der et sus igennem hele feltet, da tog-bommen lukkede vejen midlertidigt. Det lignede, at feltet ville være tvunget til at stoppe i en længere periode, men bommen gik op igen, og feltet kan køre videre som før. Video: TV 2 SPORT

Danskerne viste sig frem

Flere af danskerne havde også gode ben. Kasper Asgreen kom med i fronten, Søren Kragh Andersen arbejdede godt for Tiesj Benoot, mens Mads Pedersen og Michael Valgren måtte slippe de forreste, da Alaphilippe splittede det hele.

Det var endnu et ryk af den ekstremt velkørende verdensmester Alaphilippe, som formede den gyldne trio med hollænderen Van der Poel og belgieren Van Aert omkring Taaienberg-stigningen 38 kilometer fra mål. Enhver cykelelskers drøm at se.

Det var næsten for godt til at være sandt med de tre forhåndsfavoritter og cykelvidundere i en fantastisk finale. Og sådan endte det heller ikke, men det var nok en gang de omdiskuterede motorcyklers skyld.

Alaphilippe kører ind i motorcykel

Med lidt over 30 kilometer til mål var Alaphilippe uopmærksom et øjeblik, og en løbskommissær holdt næsten stille på sin motorcykel i siden af vejen - men stadig på vejen.

Den franske verdensmester hamrede højre side ind i motorcyklen, blev slynget i asfalten, og så var hans Flandern Rundt slut på et øjeblik. Hans smertefulde skrig, mens han lå i asfalten, var ubehagelige og tydede på, at noget var brækket.

Julian Alaphillippe ryger i asfalten. Video: TV 2 SPORT

Trioen blev til en duo. Men hvilken duo. De to 100-årstalenter fra Holland og Belgien ødelagde nærmest hinandens chancer i nyligt kørte Gent-Wevelgem. Nu skulle de køre 30 kilometer sammen og kæmpe om sejren.

Ingen af dem veg en centimeter fra den andens hjul, og indtil ti kilometer fra mål fungerede samarbejdet upåklageligt, inden der gik lidt taktik i føringsarbejdet.

På den sidste kilometer var det ren spurtduel. Van Aert ville ikke gå frem, tempoet gik helt ned, og bagfra nærmede forfølgergruppen sig.

De to havde dog styr på afstanden, og Van der Poel kunne kort efter grædende juble over karrierens hidtil største triumf efter et vildt og dramatisk løb.