Verdensmester i slemt styrt efter sammenstød med motorcykel
Julian Alaphilippes drømme om en sejr i Flandern Rundt endte brat, da verdensmesteren ramte en motorcykel og styrtede så slemt, at han måtte udgå.
- Neeej, jamen, hvad skete der dog?
Sådan lød reaktion fra kommentatorboksen, da tv-billederne viste Julian Alaphilippe liggende på asfalten.
Årsagen til de tydelige og lydbare smerter hos verdensmesteren fik vi først kort efter i langsom gengivelse. Et sammenstød med bagsmækken af en motorcykel sendte franskmanden i asfalten og kort efter ud af Flandern Rundt.
Uheldet skete med 35 kilometer til mål. 28-årige Alaphilippe sad i et meget lovende tremandsudbrud sammen med de to øvrige storfavoritter, Mathieu van der Poel og Wout van Aert.
Hollandske van der Poel undgik lige akkurat den langsommere kørende motorcykel, men Alaphilippe lige bagved nåede ikke at reagere og røg fremover sit eget styr og ned på den benhårde belgiske asfalt.
Styrtet sendte den flamboyante verdensmester ud af løbet med store smerter.
Patrick Lefevere, der er Quick-Step-manager, oplyser til TV 2 SPORT, at Julian Alaphilippe har brækket to fingre og skal opereres mandag.
'Delvist motorcyklens fejl'
Uheldet skete som skrevet, da en langsomt kørende motorcykel ude i den ene side af vejen kom i vejen for udbruddet.
Alaphilippe talte samtidig i sin radio, men så altså ikke motorcyklen, før det var for sent.
Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen var det ikke hensigtsmæssig placering af motorcyklen:
- Hvorfor skal den lige pludselig holde der? Til dels er det motorcyklens fejl, lød det umiddelbart efter styrtet fra Rolf Sørensen.
En udlægning, som Chris Anker Sørensen bakkede sin ekspertkollega op i.
Efter løbet beslutter de to tidligere ryttere at ændre udlæggelsen af styrtet til 'hændeligt uheld'.
Cykelcross-duo i tæt finale
Mens Alaphilippe måtte udgå, fortsatte Mathieu van der Poel og Wout van Aert formentlig en smule forskrækkede, men stadig ufortrødent udbruddet.
De to har i mange år delt verdensmesterskaberne i cykelcross mellem sig - og sådan blev det også med 2020-udgaven af den belgiske brostensklassiker.
Denne gang i en spurt, hvor Mathieu van der Poel viste sig marginalt stærkere.
Norske Alexander Kristoff kom ind på tredjepladsen kort efter i en større gruppe.