Dansk sportsdirektør venter på NTT-udmelding
Lars Michaelsens fremtid er usikker, da NTT-holdets er det samme. Holdet har ikke en sponsor for næste sæson, men Michaelsen er ikke fortvivlet endnu.
Flere skæbner er på spil i denne sidste del af cykelsæsonen.
Den japanske teknologivirksomhed NTT har meddelt, at den ikke forlænger sit sponsorat med NTT-holdet, som udløber i år, og hvis der ikke findes en ny hovedsponsor, efterlader det ikke kun adskillige ryttere, men også en del personale uden job.
En af de personer er Lars Michaelsen, der er ledende sportsdirektør på holdet. Han er dog ikke gået på jobjagt endnu.
- Min situation er ikke afklaret endnu, og det er holdets situation heller ikke. Douglas Ryder har fortsat en World Tour-licens for de næste to år. Og det er jo i 11. time, så hvad det kan blive til, er svært at sige. Det er selvfølgelig ikke ideelt, siger Lars Michaelsen til TV 2 SPORT.
- Jeg tør godt vente lidt på holdet. Jeg tror, at der er en mulighed for måske at bygge noget nyt, interessant op, hvis vi er heldige at få et mere langsigtet tilsagn fra en sponsor. Hvis ikke vi er det, må vi prøve at slutte nogle små ildebrænde.
TV 2 SPORT talte med Lars Michaelsen kort inden starten på Flandern Rundt, hvor sportsdirektøren erkendte, at holdet var underdogs, men satsede på et godt resultat.
Michael Valgren blev holdets bedst placerede rytter i løbet, hvor han blev nummer 21. Valgren har selv tidligere udtalt, at han ”ikke vil vente på, at holdet finder en ny sponsor.”
Er glad for at være tilbage
Det er ikke kun NTT-mandskabet, der har kæmpet med problemer i denne sæson.
Lars Michaelsen har selv haft sit at bøvle med, da han havde et uheld kort inden Tour de France, hvor han slog sin skulder og nakke.
Flandern Rundt var hans andet løb tilbage, og han forklarer, at det går fremad.
- Jeg havde et uheld, kom til skade og kunne desværre ikke være med i Tour de France, men jeg er glad for at være tilbage nu. Det har været lidt specielt, fordi jeg helst vil være sammen med rytterne og holdet og have en indflydelse for præstationer. At sidde som en sofaekspert er ikke det, jeg helst vil.
- Jeg har blandt andet haft et brud på en af mine nakkehvirvler, så det håber jeg snart gror ordentligt sammen.
Lars Michaelsen skiftede i denne sæson til NTT, da Bjarne Riis blev en del af ejerkredsen og ledelsen på holdet.